Om at være modig!

Jeg er forelsket, smask hamrende forelsket – og det er ikke i min mand! Det er sådan, at det helt kilder i maven. Kender i den følelse? Man går hele tiden og tænker på det og forstiller sig ting… Fik jeg din opmærksomhed?

Jeg er forelsket i landet Israel, kulturen, menneskerne, duftene, hummussen, falaflen, solen, historien, bjergene… det hele (næsten). Og jeg er forelsket i mit liv!

Det er nu snart 5 måneder siden, at min familie og jeg forlod ”tryghedsdanmark” og rejste til Israel. De fleste af vores venner købte hus, byggede til, fik flere børn, fik en større bil, to biler osv. Vi – derimod gjorde det omvendte. Vi solgte vores hus, bil, cykel, barnevogn og rev teltpælene op af den dejlige danske muld for at tage på eventyr i udlandet.

I starten havde jeg det engang i mellem lidt svært med beslutningen – da det bare var nemmere at blive hjemme i lille Danmark og følge med strømmen. For jeg havde egentlig stadig lyst til at bygge rede, være tæt på familien og vennerne og alt det kendte og trygge – men på den anden side havde vi altså også denne ”eventyrlyst” og set i bagspejlet, så er jeg lykkelig for, at vi var modige nok til at tage skridtet og til at gå i mod strømmen. Og hvor er det fantastisk at se og mærke, at Gud går med os i det.

Vi bor nu i Guds eget land Israel og hver gang jeg åbner min Bibel bliver den endnu mere levende for mig. Vi bor ved Genesaret sø og hver morgen (mest fordi Iben står mega tidligt op) nyder jeg solopgangen over søen. Det er fantastisk. Den sø har Jesus gået på!! Det er vildt og yderst bekræftende, at læse i sin Bibel midt i dette sceneri.  

Jeg får lov til at være meget mere sammen med min familie, end hvis jeg boede hjemme i trygge Danmark, hvor fuldtidsjob og karriere satte dagsordenen. Her får jeg lov til at selv at opdrage mine børn – det er ikke pædagogerne i vuggestuen eller i børnehaven.

Nogen gange skal vi turde gå i mod strømmen, vi skal turde være modige!

Det som Gud har i vente for os, når vi går på hans kald, er fantastisk og meget bekræftende – både personligt men også for ens trosliv.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Moses, da Gud giver ham beskeden om at ”gå”. Ikke at jeg vil sammenligne min familie med Moses (så seje er vi slet ikke), men jeg synes, at der er noget stort og bekræftende i at hører om en mand, hvis selvværd ikke var særlig højt og alligevel har Gud en stor plan for hans liv, og han får lov at blive hovedpersonen i Israelitternes udvandring fra Egypten. Gud siger i 2. Mos.4,12: ”Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige”. Gud vælger altså ikke altid de oplagte eller de meste ”tjekkede” personer - men han vælger dem han skal bruge. Gud vælger også dig til opgaver, som du måske ikke regnede med, at du kunne varetage. - og bedst af alt, så vælger Gud altid at gå med dig, når du tage et skridt i tro.

Jeg håber, at alle på et tidspunkt i deres liv vil opleve glæden ved at ”være modig og gå i tro” og herigennem mærke Guds nærvær og kræft i selv de mest umulige opgaver.

God fredag.
Af Laura Olin Nygaard

Øverste billede: Moses

Nederste billede: udsigten fra Laura og Niels' hus