Sporskifte

Jeg er studerende på 3 år - og til sommer 2014 skulle jeg gerne kunne smykke mig med titlen "Folkeskolelærer". En uddannelse som det tog mig noget tid at indse var mit kald. En stor del af min familie er lærere - og jeg skulle på ingen måde gå i familiens fodspor!! (Du kender det måske?:) Jeg skulle derimod være Jordemoder - og havde faktisk haft den drøm siden jeg var ganske lille. 

Jobbet facinerede mig - og jeg vidste allerede en masse om hvad jobbet indebar.

Alligevel blev jeg igen og igen mødt af folk, som mente at jeg da var en perfekt kandidat til lærerjobbet(!) - Jeg smilede pænt, og sagde tak, imens jeg indvendig blev irriteret over at folk ikke så min drøm;)

Efter min HF eksamen tog jeg nogle år fri, for at blive ældre og få noget erhverserfaring inden de evt. studier skulle begynde. Jeg håbede også på at blive klogere på mit valg af uddannelse, og endte med at arbejde i en vuggestue i 2 år. To gode år for mig, hvor jeg blev en del klogere på mig selv og livet.

Jeg var til en af de obligatoriske MUS samtaler, hvor snakken faldt på min fremtid. Usikkerhed, forvirring og ubeslutsomhed prægede mig på daværende tidspunkt. Jordemoder/lærer? Lærer/jordemoder?

Min leder gav mig et kærligt spark, og anbefalede mig at se en sekvens fra filmen "Polarekspressen". 

For dem af jer som ikke kender den, så drejer det sig om et eventyrligt børnetog som kører til Nordpolen julenat. Hovedpersonen Billy, har svært ved at tro på at toget faktisk holder udenfor hans hus, men hopper i aller sidste sekund ombord på toget. Rejsen bliver selvfølgelig uforglemmelig;)

(Hvis ikke du har set den, så kan jeg varmt anbefale den;)

Jeg indså at man nogen gange bare skal hoppe ombord på "toget", og blindt lade sig føre med. Slippe kontrollen….!

Min erkendelse bragte mig til et år som lærervikar, hvor jeg blev klar over at min fremtid er som lærer. Idag har jeg ikke fortrudt mit valg! Rejsen er lige begyndt, og den har allerede bragt oplevelser og velsignelser med som jeg på ingen måde turde drømme om da jeg tog springet!

Jeg håber at du også møder mennesker som giver dig spark til at overveje sporskifte, og at du tør springe ombord når "toget" holder foran din dør! 

God weekend.

Johanne

Præsentation af Johanne

Jeg hedder Johanne Frisgård og er 24 år (lige om lidt;).

Pt. er jeg i gang med mit 3 år på Læreruddannelsen i Aarhus, hvor jeg også bor. Ca. 1 gang om ugen er jeg frivillig stab i UngeOase, hvor jeg primært beskæftiger mig med det praktiske omkring Events. Derudover er jeg med til at arrangere events i Womens Reboot.

Jeg har i et års tid haft en drøm om at starte en blog i Womens Reboot regi, og er super glad for at vi endelig er i luften!

Mit håb er at bloggen må bidrage til inspiration og netværk på tværs af alder og geografi.

Bloggen er afhængig af de bidrag som I - kære læsere - kommer med. Så føl dig endelig fri til at hive fat i enten Krista eller mig hvis du har noget på hjerte;)

Friheden til at bryde ud

Tina Dickow udgav sit 9 album i juli dette år. En af hendes sange "You Wanna Teach Me To Dance" er et nummer som på alle måder opmuntrer til at danse!
Tina D. har udtalt at hun selv har haft et lidt anstrengt forhold til det at danse, men at hun med denne sang (og video) vil give rum til at alle kvinder giver den gas til musikken. I musikvideoen udfordrer hun sig selv, og giver los med forskellige danse mooves:)

Sangen har et underliggende tema om frihed - friheden til at slippe sig selv løs. Friheden til at give sig selv hen i noget - noget som umiddelbart ikke ser så nemt ud!
Når vi tør at give slip og slå os løs - så sker der noget magisk....;)

Prøv det - på en helt almindelig onsdag(!) - og nyd et stykke godt musik:)

Efteråret er tiden til røde støvler!

Om at være modig!

Jeg er forelsket, smask hamrende forelsket – og det er ikke i min mand! Det er sådan, at det helt kilder i maven. Kender i den følelse? Man går hele tiden og tænker på det og forstiller sig ting… Fik jeg din opmærksomhed?

Jeg er forelsket i landet Israel, kulturen, menneskerne, duftene, hummussen, falaflen, solen, historien, bjergene… det hele (næsten). Og jeg er forelsket i mit liv!

Det er nu snart 5 måneder siden, at min familie og jeg forlod ”tryghedsdanmark” og rejste til Israel. De fleste af vores venner købte hus, byggede til, fik flere børn, fik en større bil, to biler osv. Vi – derimod gjorde det omvendte. Vi solgte vores hus, bil, cykel, barnevogn og rev teltpælene op af den dejlige danske muld for at tage på eventyr i udlandet.

I starten havde jeg det engang i mellem lidt svært med beslutningen – da det bare var nemmere at blive hjemme i lille Danmark og følge med strømmen. For jeg havde egentlig stadig lyst til at bygge rede, være tæt på familien og vennerne og alt det kendte og trygge – men på den anden side havde vi altså også denne ”eventyrlyst” og set i bagspejlet, så er jeg lykkelig for, at vi var modige nok til at tage skridtet og til at gå i mod strømmen. Og hvor er det fantastisk at se og mærke, at Gud går med os i det.

Vi bor nu i Guds eget land Israel og hver gang jeg åbner min Bibel bliver den endnu mere levende for mig. Vi bor ved Genesaret sø og hver morgen (mest fordi Iben står mega tidligt op) nyder jeg solopgangen over søen. Det er fantastisk. Den sø har Jesus gået på!! Det er vildt og yderst bekræftende, at læse i sin Bibel midt i dette sceneri.  

Jeg får lov til at være meget mere sammen med min familie, end hvis jeg boede hjemme i trygge Danmark, hvor fuldtidsjob og karriere satte dagsordenen. Her får jeg lov til at selv at opdrage mine børn – det er ikke pædagogerne i vuggestuen eller i børnehaven.

Nogen gange skal vi turde gå i mod strømmen, vi skal turde være modige!

Det som Gud har i vente for os, når vi går på hans kald, er fantastisk og meget bekræftende – både personligt men også for ens trosliv.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Moses, da Gud giver ham beskeden om at ”gå”. Ikke at jeg vil sammenligne min familie med Moses (så seje er vi slet ikke), men jeg synes, at der er noget stort og bekræftende i at hører om en mand, hvis selvværd ikke var særlig højt og alligevel har Gud en stor plan for hans liv, og han får lov at blive hovedpersonen i Israelitternes udvandring fra Egypten. Gud siger i 2. Mos.4,12: ”Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige”. Gud vælger altså ikke altid de oplagte eller de meste ”tjekkede” personer - men han vælger dem han skal bruge. Gud vælger også dig til opgaver, som du måske ikke regnede med, at du kunne varetage. - og bedst af alt, så vælger Gud altid at gå med dig, når du tage et skridt i tro.

Jeg håber, at alle på et tidspunkt i deres liv vil opleve glæden ved at ”være modig og gå i tro” og herigennem mærke Guds nærvær og kræft i selv de mest umulige opgaver.

God fredag.
Af Laura Olin Nygaard

Øverste billede: Moses

Nederste billede: udsigten fra Laura og Niels' hus

Præsentation af Laura

Jeg hedder Laura Olin Nygaard og er 29 år gammel. Jeg er uddannet sygeplejerske men arbejder nu som discipelskoleleder på Ordet og Israels discipelskole i Tiberias, Israel. Jeg er gift med Niels og har to dejlige børn. Birk på 3 ½ og Iben på 1 år. Jeg er født og opvokset i Århus og har boet der næsten hele mit liv.  Jeg er vild med danske jordbær, trøfler og elsker hummus. Det jeg savner mest ved Danmark er mine fantastiske veninder, som er en stor del af mit liv.

Martin Smith - Waiting Here For You

l

Alle gode gange...10?

At lade Gud overraske med velsignelse

Det var onsdag aften på sommeroase, og der var stabsmøde. Vi sad i flok og forberedte os på en besøgsdag om torsdagen, hvor der var lovet en hel masse regn. Stemningen var trykket og vi var trætte på forhånd. Da vi sluttede mødet af med at bede, hørte jeg min leder bede sådan her: "Gud vi forbereder os på det værste, men vi vil lade dig overraske os med godt vejr og velsignelse." Og dagen efter var vejret så dejligt, og vi måtte takke Gud for overraskelsen på trods af alle vejrudsigter.

Den formulering i bøn hang fast ved mig efter sommeroase. Særligt fordi alt i vores liv var meget usikkert på det tidspunkt. Lars (min mand) var blevet færdig som lærer og ledte efter job. At søge lærerjob i denne tid er rigtig svært. Selv dimisionstalerne på lærerseminaret handlede alle sammen om, at jobsituationen er skrækkelig. Så vi begyndte at bede med den formulering jeg havde hørt: "Gud vi vil lade dig overraske os med et job." Og det gjorde han i helt utrolig grad. En torsdag blev min mand ringet op af en skole som ledte efter en årsvikar og som havde fået hans ansøgning ved en anden skole. Dagen efter var han ansat -i et job han slet ikke havde søgt.

Det kan tit blive sådan for mig, at jeg beder og beder om det, jeg ønsker mig/har brug for og så forventer jeg nærmest, at Gud skal give mig det. Som om han skylder mig det. Så jeg nærmest bliver mere skuffet og vred, når jeg ikke får det, end glad og taknemmelig når jeg får det. Det minder mig om forskellen på mine følelser den første gang jeg holdt min mand i hånden og til nu hvor det er en selvfølge. Og faktisk er det mere utroligt at han bliver ved med at ville holde mig i hånden hver dag, end det var da vi begge var helt fyldt af hormoner og slørede af forelskelse.
Guds kærlighed er urokkelig. Den er den samme hver dag og stærk som jeg ikke forstår. Men derfor ønsker jeg stadig at træde tilbage i ydmyghed og lade Gud overraske mig med sin kærlighed og velsignelse hver dag. For tænk sig, at Guds nåde er ny hver morgen og at han bekymrer sig om alt fra vejr en enkelt dag på sommeroase til et afgørende job i vores liv. Der er mange ting jeg ikke har fået af Gud og som jeg beder om gang på gang med stor længsel og smerte. Dette skriver jeg for ikke at komme til at lyde som om, vi altid får alt, vi ønsker eller oplever vi har brug for. Men på trods af at vi ikke altid får vores vilje, så må vi takke for alt, hvad vi får. "Og når vi længes efter mer' så minder du os om; din plan er altid vores lykke." (Arvid Asmussen)
Lad det ikke blive en kedelig selvfølge at blive velsignet, men lad dig overraske og overrumple af Guds godhed mod dig. Hver dag.

Af Krista Korsholm Bojesen

Gudsfrygt fremfor Frygt

Der er to kvinder i Bibelen, som jeg først for nylig har fået øjnene op for!
De er altid blevet nævnt, dog kun som biroller i en historie jeg ellers har hørt gennem hele min barndom. Siger navnene Shifra og Pua dig noget…? Ikke lige umiddelbart? Det tænkte jeg nok!

Shifra og Pua frygtede Gud højere end deres jordiske hersker. De fulgte Guds hjerte fremfor en herskers befaling om at bringe død. Shifra og Pua er de to jordemødre i historien om Moses fødsel i 2. Mos 1.
Disse kvinder har gennem den sidste tid været med til at vise mig, hvad ægte Gudsfrygt kan bringe med sig. Gudsfrygt fremfor frygt!

Den dagværende Farao frygtede, at Guds folk ville overtage magten over landet, og beordrede derfor Shifra og Pua at dræbe hvert et nyfødt drengebarn fra det Hebræiske folk. Jordemødrene havde alle gode grunde til at adlyde sådan en ordre. Farao var deres chef, og ikke nok med at de kunne blive fyret, han havde også myndighed til at gøre deres liv forbi. Men deres frygt centrerede sig ikke om deres eget liv - De frygtede ikke et menneske - de havde Gudsfrygt!
De fulgte ham der bringer liv, og lod alle de nyfødte børn leve.

Gud har gennem denne sommer skrabt lag efter lag af frygt fra mit hjerte, og jeg har erfaret at frygt kan have mange ansigter og styre os på mange måder.

De første kapitler i 2. Mosebog vinkler frygt gennem de forskellige personer i historien - Farao er den første. Han frygtede at miste sit herredømme, og valgte derfor at sprede død, undertrykkelse og ødelæggelse over menneskene omkring ham. På samme måde kan frygten for at miste magten over ”vores territorier” - såsom vores hjem, arbejde, børnene, osv. medføre stribevis af dårlige dage og uheldige samtaler, som vi bagefter fortryder.

Der er også frygten for at blive gjort til grin eller på anden måde opleve personligt nederlag… Jeg har nemt ved at sætte mig ind i at Israelitterne adlød ordrer fra Farao, og blot gjorde deres sure arbejde dag ud og dag ind. De var bange for hvilke konsekvenser det måtte have, hvis de gjorde oprør mod autoriteten. Frygten lammede dem! På samme måde kan jeg stoppe mig selv fra at sige min mening eller springe ud i et uoverskueligt projekt eller noget helt tredje.

Et sidste eksempel er menneskefrygt. Moses var styret af menneskefrygt efter at have dræbt en egypter, og han flygtede for sit liv (2. Mos 2). På samme måde kan jeg se mig selv løbe skrigende bort og undgå situationer, hvor jeg er bange for at mennesker vil gøre mig fortræd.

Dette er kun et par eksempler på frygt, og hvis du tænker efter kan du helt sikkert tilføje situationer fra dit eget liv, hvor frygt styrer dig til at reagere på en bestemt måde.

For ikke at dvæle for meget i frygten, så se lige tilbage på Shifra og Pua som havde Gudsfrygt!
Gud talte til deres hjerte om hvad der var det rigtige at gøre, og deres Gudsfrygt fik dem til at handle! De var ikke lammede, de frygtede ikke for deres egen personlige sikkerhed, de løb ikke fra deres opgave, men de stolede på at Gud, havde en plan i en ellers uoverskuelig situation.

Min mand og jeg sprunget ud i et eventyr. Vi er flyttet til Belfast(England) for at lede ungdomsarbejdet i en kirke, og i det hele taget være med til at få kirkens liv til at vokse og blomstre op.

Vi står overfor en masse nye udfordringer, og ja, det er skræmmende!

Men 2. Mos 1,20 giver mig håb for at Gudsfrygt er vejen til at Guds folk på denne jord bliver en større og mere dominerende flok:
       “Gud belønnede jordemødrene, og folket blev stort og meget talrigt!”

Jeg har et valg hver dag; at lade frygten styre mig eller lytte til Guds stemme i mit liv. Guds stemme der taler sandhed om hvem jeg er når jeg føler mig utilstrækkelig. Guds stemme der skaber liv, inspirer mig til at være kreativ og til at sætte nye projekter i gang. Guds stemme der får mig til at møde nye mennesker og vise dem hvem Jesus Kristus er.

Guds folk vokser når vi har Gudsfrygt og lader os lede af Helligånden til at opføre os udover normen – det er der vi møder dem der mangler at lære Jesus at kende!

Skrevet af Natalie Skov Laugesen

Bordbøn - Det gør du!

Kender i det med at gøre jeres hjerte hårdt eller blive fuld af stolthed? Holde krampagtigt fat i sin ret og være fuldstændig opslugt af sine egne argumenter og følelser? Hvis der var håndsoprækning lige nu ville jeg sidde og vifte med min hånd... 

Jeg er velsignet med at vandre med to fantastiske kvinder. Vi er i celle sammen og derudover mødes vi og ber’ en time en gang i ugen. Vi sad en celle aften og delte liv, hvor samtale emnet endte på det, at gøre sit hjerte hårdt. Det viste sig, at vi alle kunne genkende det. Fra mit eget perspektiv kan jeg fortælle, at jeg har en dum tendens til at gøre mit hjerte hårdt overfor min mand. Hvis jeg bliver såret, skuffet eller vred kan mit hjerte lige så stille blive hårdt. Jeg kan trække mig og gå og mure på tingene. Nogle gange er det positivt, fordi jeg få tænkt over tingene, men andre gange gør det mig blind. Blind for sandheden. Dette skal ikke handle om ægteskabelige konflikter, men om vores hjerter. Jeg har brug for Gud til at gøre mit hjerte blødt. Til at elske og tilgive. Til at kunne række ud igen til dem, som har såret mig og til at se sandheden om, hvem de er. Men når mit hjerte er hårdt, har jeg virkelig svært ved at tage imod Gud i det. Det er blevet tydeligt for mig i forbindelse med bordbøn.. Simon (min mand) og jeg ber‘ bordbøn inden aftensmand. Vi holder i hånden, mens vi ber. Det er gået op for mig, at hvis der er konflikt, så vil jeg ikke be bordbøn - hvorfor? Fordi jeg godt ved, at Gud kan komme og gøre mit hjerte blødt, og det er jeg ikke interreseret i. Jeg er jo i gang med at mure og være vred..

Gud kommer ikke for at amputere mine følelser og fratage mig retfærdighed. Men han kommer for at tilbyde mig frihed og til at hjælpe mig med at søge min mand. Til at hjælpe mig med at tilgive eller be om tilgivelse. Til at søge hans retfærdighed og ikke min egen. Det er blevet min bøn for mig selv og sammen med de to kvinder. At vi må begynde at tage imod Gud, når vores hjerter bliver hårde. At vi må søge ham om vejledning og visdom. Jeg har lyst til at slutte med at dele en historie, hvor jeg tydeligt oplevede hvilken styrke og frihed, der er i at give Gud lov til at række ind i mine konflikter og sårede følelser.

Jeg stod midt i en konflikt med Simon. Det lignede ikke, at der var mulighed for at mødes. Ingen forståelse og en masse sårede følelser. Jeg havde været sammen med Gud om morgenen, hvor han havde talt til mit hjerte om en sorg, der ligger langt tilbage i min barndom. En sorg han ønsker at sætte mig fri fra. Men her timer senere sad jeg i konflikt til halsen og jeg spurgte Gud om, hvad jeg skulle gøre. Han mindede mig om, det der var sket om morgenen og bad mig om at dele det med min mand. Det gjorde jeg og pludselig var der hengivenhed og kærlighed i mellem os. Gud rørte ved Simons hjerte igennem min historie. Det var som et slør, der gik væk fra øjnene og jeg så kærligheden fra Simon til mig. Mit hjerte blev blødt. Så i stedet for en aften, hvor vi kunne gå og være frustreret og ikke kunne mødes - kom Gud med sin kærlighed og satte os fri. Ikke i tvang, men med kærlighed.   

Jeg tror, vi har en opgave i at be Gud om at gøre vores hjerte bløde overfor ham. Så vi kan høre ham tale. Så han kan vejlede os og række os og vores relationer sin frihed.

Jeg har lyst til at invitere jer med på denne vandring. Så her er en udfordring.

Månedens udfordring: Bed Gud om at vise dig, hvor du gør dit hjerte hårdt og inviter ham ind i det.

Rigtig god weekend - 
Af Rebekka Kjær Væggemose

Kong September

Hver år kommer kong September til menneskenes land. Han kommer når kulden bider morgen kold og høsten er på vej i lade. Han kommer med rige gaver: svampe, frugter, hyldebær og hyben og fra gammel tid har vi mennesker lært at gemme gaverne godt til den lange og kolde vinter.

Kong September er ikke kold, hans hjerte er varmt som de blade han stryger med begyndende farve. Kastanjen modnes og ligger en morgen i det glitrende græs. Tag den brune ædelsten i hånden og mærk Kong Septembers glatte gamle hud.

Gå ud en tidlig morgen, læg dig i det våde græs og se morgensolen glitrer i den kappe edderkopperne spinder til Kong Septembers stærke skuldre. Mærk hans kolde ånde, men mærk også de varme solstrejf han sender som gave.

Fra de allerældste tider har Kong September og Mor Marts dannet par. Mor Marts gør jorden klar til vækst og glæde, Kong September gør den klar til hvile og ro. Sammen sikre de to at der er balance mellem lys og mørke, vækst og hvile.

Kong September vil at vi bringer høsten i hus. Han ser gerne at vi plukker bær og sylter sommerminder. Han vil at vi mennesker skal gemme glæde, lys og farve til den lange mørke tid der venter forude. Derfor giver han os september solskins striber og glitrende morgen diamanter. 

En fantastisk beskrivelse af hvordan Gud har skabt vores verden til at pirre sanserne.

God September!

Bragt med tilladelse: ©badut.typepad.com

Yes! Bikinisæsonen er slut