Bordbøn - Det gør du!

Kender i det med at gøre jeres hjerte hårdt eller blive fuld af stolthed? Holde krampagtigt fat i sin ret og være fuldstændig opslugt af sine egne argumenter og følelser? Hvis der var håndsoprækning lige nu ville jeg sidde og vifte med min hånd... 

Jeg er velsignet med at vandre med to fantastiske kvinder. Vi er i celle sammen og derudover mødes vi og ber’ en time en gang i ugen. Vi sad en celle aften og delte liv, hvor samtale emnet endte på det, at gøre sit hjerte hårdt. Det viste sig, at vi alle kunne genkende det. Fra mit eget perspektiv kan jeg fortælle, at jeg har en dum tendens til at gøre mit hjerte hårdt overfor min mand. Hvis jeg bliver såret, skuffet eller vred kan mit hjerte lige så stille blive hårdt. Jeg kan trække mig og gå og mure på tingene. Nogle gange er det positivt, fordi jeg få tænkt over tingene, men andre gange gør det mig blind. Blind for sandheden. Dette skal ikke handle om ægteskabelige konflikter, men om vores hjerter. Jeg har brug for Gud til at gøre mit hjerte blødt. Til at elske og tilgive. Til at kunne række ud igen til dem, som har såret mig og til at se sandheden om, hvem de er. Men når mit hjerte er hårdt, har jeg virkelig svært ved at tage imod Gud i det. Det er blevet tydeligt for mig i forbindelse med bordbøn.. Simon (min mand) og jeg ber‘ bordbøn inden aftensmand. Vi holder i hånden, mens vi ber. Det er gået op for mig, at hvis der er konflikt, så vil jeg ikke be bordbøn - hvorfor? Fordi jeg godt ved, at Gud kan komme og gøre mit hjerte blødt, og det er jeg ikke interreseret i. Jeg er jo i gang med at mure og være vred..

Gud kommer ikke for at amputere mine følelser og fratage mig retfærdighed. Men han kommer for at tilbyde mig frihed og til at hjælpe mig med at søge min mand. Til at hjælpe mig med at tilgive eller be om tilgivelse. Til at søge hans retfærdighed og ikke min egen. Det er blevet min bøn for mig selv og sammen med de to kvinder. At vi må begynde at tage imod Gud, når vores hjerter bliver hårde. At vi må søge ham om vejledning og visdom. Jeg har lyst til at slutte med at dele en historie, hvor jeg tydeligt oplevede hvilken styrke og frihed, der er i at give Gud lov til at række ind i mine konflikter og sårede følelser.

Jeg stod midt i en konflikt med Simon. Det lignede ikke, at der var mulighed for at mødes. Ingen forståelse og en masse sårede følelser. Jeg havde været sammen med Gud om morgenen, hvor han havde talt til mit hjerte om en sorg, der ligger langt tilbage i min barndom. En sorg han ønsker at sætte mig fri fra. Men her timer senere sad jeg i konflikt til halsen og jeg spurgte Gud om, hvad jeg skulle gøre. Han mindede mig om, det der var sket om morgenen og bad mig om at dele det med min mand. Det gjorde jeg og pludselig var der hengivenhed og kærlighed i mellem os. Gud rørte ved Simons hjerte igennem min historie. Det var som et slør, der gik væk fra øjnene og jeg så kærligheden fra Simon til mig. Mit hjerte blev blødt. Så i stedet for en aften, hvor vi kunne gå og være frustreret og ikke kunne mødes - kom Gud med sin kærlighed og satte os fri. Ikke i tvang, men med kærlighed.   

Jeg tror, vi har en opgave i at be Gud om at gøre vores hjerte bløde overfor ham. Så vi kan høre ham tale. Så han kan vejlede os og række os og vores relationer sin frihed.

Jeg har lyst til at invitere jer med på denne vandring. Så her er en udfordring.

Månedens udfordring: Bed Gud om at vise dig, hvor du gør dit hjerte hårdt og inviter ham ind i det.

Rigtig god weekend - 
Af Rebekka Kjær Væggemose