fredag den 28. september 2012

Sporskifte

Jeg er studerende på 3 år - og til sommer 2014 skulle jeg gerne kunne smykke mig med titlen "Folkeskolelærer". En uddannelse som det tog mig noget tid at indse var mit kald. En stor del af min familie er lærere - og jeg skulle på ingen måde gå i familiens fodspor!! (Du kender det måske?:) Jeg skulle derimod være Jordemoder - og havde faktisk haft den drøm siden jeg var ganske lille. 
Jobbet facinerede mig - og jeg vidste allerede en masse om hvad jobbet indebar.
Alligevel blev jeg igen og igen mødt af folk, som mente at jeg da var en perfekt kandidat til lærerjobbet(!) - Jeg smilede pænt, og sagde tak, imens jeg indvendig blev irriteret over at folk ikke så min drøm;)


Efter min HF eksamen tog jeg nogle år fri, for at blive ældre og få noget erhverserfaring inden de evt. studier skulle begynde. Jeg håbede også på at blive klogere på mit valg af uddannelse, og endte med at arbejde i en vuggestue i 2 år. To gode år for mig, hvor jeg blev en del klogere på mig selv og livet.
Jeg var til en af de obligatoriske MUS samtaler, hvor snakken faldt på min fremtid. Usikkerhed, forvirring og ubeslutsomhed prægede mig på daværende tidspunkt. Jordemoder/lærer? Lærer/jordemoder?
Min leder gav mig et kærligt spark, og anbefalede mig at se en sekvens fra filmen "Polarekspressen". 

For dem af jer som ikke kender den, så drejer det sig om et eventyrligt børnetog som kører til Nordpolen julenat. Hovedpersonen Billy, har svært ved at tro på at toget faktisk holder udenfor hans hus, men hopper i aller sidste sekund ombord på toget. Rejsen bliver selvfølgelig uforglemmelig;)
(Hvis ikke du har set den, så kan jeg varmt anbefale den;)

Jeg indså at man nogen gange bare skal hoppe ombord på "toget", og blindt lade sig føre med. Slippe kontrollen….!
Min erkendelse bragte mig til et år som lærervikar, hvor jeg blev klar over at min fremtid er som lærer. Idag har jeg ikke fortrudt mit valg! Rejsen er lige begyndt, og den har allerede bragt oplevelser og velsignelser med som jeg på ingen måde turde drømme om da jeg tog springet!

Jeg håber at du også møder mennesker som giver dig spark til at overveje sporskifte, og at du tør springe ombord når "toget" holder foran din dør! 

God weekend.

Johanne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar