For et stykke tid siden opdagede jeg noget om mig selv. Et kairos i mit liv. Det var egentlig som sådan ikke noget nyt, men nok snarere en genopdagelse af noget, jeg allerede kendte om mig selv.
Jeg er som menneske meget punktlig, når det kommer til at
overholde tidspunkter og aftaler. Jeg synes, det er pinligt at komme for sent
og kommer hellere i al for god tid, end bare lidt for sent. Det er noget helt
grundlæggende som ligger i min natur.
Af og til sker det jo bare, at noget kommer i vejen for den
punktlighed. Som f.eks. den dag, hvor jeg sad i bussen på vej til en aftale.
Jeg var, som jeg oftest er, taget af sted i god tid, så jeg kunne være sikker
på at være der til tiden...og også i god tid. Men så sker det jo alligevel, at
jeg sidder i bussen og at der i et kryds
er sket et færdselsuheld, hvor oprydningsarbejdet stadig er i gang. Bussen bliver forsinket, og jeg tager mig
selv i hele tiden at kigge op mod uret. Jeg oplever hvordan situationen begynder
at stresse mig og som tiden går, kan jeg godt se, at jeg ikke når frem til
tiden, hvilket bare stresser mig endnu mere. Jeg får givet besked om, at jeg
bliver forsinket og kommer frem et kvarter for sent.
Efterfølgende kom jeg til at tænke over den konkrete
situation, som jo bare er et eksempel ud af flere, hvor noget jeg ikke selv har
kunnet kontrollere kommer til at stresse og frustrere mig. Det er gået op for
mig, at det er noget, jeg bliver nødt til at arbejde med og gøre mig fri af.
Jeg tænker, at de fleste af os kender til oplevelsen af at
noget, vi ikke selv kan kontrollere alligevel får lov til at stresse og præge
os på forskellig vis.
Af og til må jeg give slip på noget, fordi jeg ganske enkelt
ikke selv har kontrollen over det. Jeg må tage ansvar for de ting, jeg selv kan
tage ansvar for og gøre mig fri af de ting, som jeg ikke kan eller skal tage
ansvar for.
Jeg må minde mig selv om, at jeg ikke kan undgå at møde
situationer i min hverdag, hvor jeg bare må acceptere omstændigheder, som
omstændighederne nu engang er.
Det kan være i forhold til mange forskellige områder i mit
liv, hvor jeg skal lære at turde at slippe kontrollen og finde ro i, at jeg
ikke har ansvaret.
Også i mine relationer, på mit studie, på mit job eller i
mit frivillige arbejde må jeg indimellem give slip på noget for at kunne tage
ansvar for mit eget liv.
Og særligt i forhold til Gud må jeg afgive kontrol og give
Gud ansvaret for det som kun han kan tage ansvaret for. Hvis ikke jeg formår
det belaster det min gudsrelation.
I en periode var jeg meget vred på Gud, fordi jeg ikke
syntes at se ham gribe ind i mine relationer. Min oplevelse og anke mod Gud
var, at han var passiv og fjern fra min virkelighed. I bund og grund bundede
det i en frustration, om at jeg ønskede at Gud skulle møde nogle af de
mennesker, som er en del af mit liv, men som ikke kender ham. Og det ønsker jeg
stadig! – MEN jeg er igen blevet mindet om, at det ikke er mit ansvar, men Guds
ansvar. Mit ansvar er at indgå i en god relation med dem og at ville dem på
lige vilkår med mine andre relationer, og så må Gud gøre resten. Jeg kan og
skal ikke overbevise om Guds eksistens, men i stedet være villig til at
fortælle historien. Historien som jeg selv tror på. Historien om Jesus, den
historie som mit liv også gerne skal afspejle.
Dette kairos jeg oplevede den dag, hvor jeg kom for sent til
en aftale satte gang i en længere proces i mig, som jeg endnu ikke er færdig
med. Et kairos om at give slip på det, jeg ikke kan kontrollere og som ikke er
mit ansvar. Et kairos som har skubbet mig i gang med en tur gennem
læringscirklen, som for mig er et uundværligt redskab i forhold til erkendelse
og læring. Et redskab som hjælper mig til udvikling og et redskab som hjælper
mig til at leve et ansvarligt liv og at tage det ansvar som er mit. Mit kairos
og min læring lige nu er at fralægge mig ansvar der hvor det ikke er mit.
Hvad er dit kairos?
Kender du ikke læringscirklen så se evt. denne undervisning
af Pul Nyborg:
