mandag den 30. september 2013

Kreativitet i overflod

Igår mødtes en gruppe af skønne kvinder hos Ane, som sammen med Ingrid, står for udsmykningen af Kvindekonferencen. De klippede, klistrede og producerede en masse lækre ting til konferencen, som I alle sammen kommer til at nyde godt af. Jeg tror godt, vi kan løfte sløret for, at der vil være en lille overraskelse til alle dem der deltager på konferencen :)

TUSIND TAK til jer, der var med i går - vi sætter pris på jeres indsats for at gøre konferencen lækker! 


Ingrid beskrev eftermiddagen sådan her: 
"Det er søndag eftermiddag, efterårssolen står højt på himlen. Indenfor i Anes lejlighed summer det af liv. Kvinder i alle aldre snakker, griner og arbejder med de kreative rammer til kvindekonferencen. I et hjørne bliver der syet smukke puder, henne ved sofaen bliver der lavet forme til at støbe betonlysestager. Jeg selv bruger tiden med at spraymale sko i forskelige nuancer på græsplænen. Midt under eftermiddagens hygge, bliver der spist nylavet lun æblekage. Tak for lækkert teamwork og en dejlig dynamisk eftermiddag"










onsdag den 25. september 2013

Tag din mor med på Kvindekonference

I dag er der præcis en måned til at året Kvindekonference går i luften. Som optakt dertil vil vi her på bloggen interviewe både talere, tidligere deltagere og kommende deltagere omkring hvad de glæder sig til ved Kvindekonferencen. På den måde håber vi at kunne inspirere dig og skabe forventningsglæde til at skulle mødes med en masse andre kvinder. Go' fornøjelse!

Det kan være en rigtig lærerig oplevelse at være flere generationer af kvinder afsted på Kvindekonference. Det fandt Maria Solhøj ud af ved sidste Kvindekonference, hvor hun inviterede hendes mor med. Læs interviewet med Maria her.
Skrevet af Camilla Swartz

Maria er 25 år og læser Uddannelsesvidenskab på kandidaten i Aarhus.

1. Hvordan var det at være med på Kvindekonference sidste gang? Jeg synes, det var rigtig spændende at være i et miljø med en masse energiske kvinder. Det styrkede fællesskabsfølelsen kun at være kvinder. Jeg husker det som værende et meget livsfyldt og opmuntrende miljø.


2. Hvad fik du ud af at være med?
Der var mange tilbud at vælge i mellem, men jeg valgte mig ind på sådan nogle kostseminarer, som kostvejleder Hanne Heinrich stod for. At spise sundt er noget jeg er optaget af, så i forhold til det fik jeg en masse gode råd og vejledning og så lærte jeg, at det også er noget, jeg kan have Gud med i. På den måde blev det noget som blev mere “helt” for mig, fordi jeg nu sammentænker krop, sjæl og ånd.


3. Du havde din mor med. Hvordan var det at kunne dele den oplevelse med hende?
Det var rigtig dejligt at kunne invitere hende med, fordi jeg godt kan lide at opleve sammen med min mor. Og så tror jeg, at der ligger noget i at vi begge to er kvinder, men fra hver vores generation. Det var i hvert fald vildt spændende at høre hende fortælle, hvordan hun oplevede seminarene, fordi hun er et andet sted i livet end jeg er. Jeg var faktisk rigtig stolt af at få lov til at dele den oplevelse med hende.


4. Er der noget særligt du vil fremhæve, hvis man overvejer at tage afsted som mor/datter på dette års kvindekonference?
Hvis man har inviteret sin mor med, og hun ikke kender så mange andre, så skal man selvfølgelig være opmærksom på, at hun har det godt og bruge tid på at være sammen med hende og snakke om de ting man oplever. For mig var det lidt en balancegang, men min mor var god til at finde andre at snakke med også. Det kan være noget man lige skal forventningsafstemme med hinanden.


5. Hvad får man ud af, at der er kvinder på tværs af generationer samlet til sådant et arrangement?
Man skal helt sikkert kunne lide konceptet, at der er kvinder fra forskellige generationer. Jeg oplever, at de ældre kvinder har rigtig meget at give til os yngre kvinder i forhold til at træffe vigtige beslutninger fremadrettet i vores liv, f.eks. med hensyn til karriere, familie og kirke. Omvendt oplever jeg også at vi yngre kvinder har noget at give dem i forhold til energi og entusiasme ind i troen og fællesskabet. Så jeg tror vi kan give hinanden meget og lære meget ved at være sammen.


6. Skal du med i år? Og hvad glæder du dig mest til?
Ja, jeg skal med i år, men godt nok kun om fredagen. Jeg glæder mig til at kunne lade blikket gå ud over forsamlingen og se en masse kvinder samlet og blive opmuntret af det. Stemningen er bare helt særlig på sådan en kvindekonference. Og så glæder jeg mig til at høre et budskab, som er lidt anderledes end mange andre steder, fordi fokus får lov at være på kvinderne.

TILMELD DIG KVINDEKONFERENCEN HER