onsdag den 30. januar 2013

At tænke ud af boksen

Billedet viser en bondes løsning, da han fik afslag på sin byggetilladelse til et overdække til sine heste. Så byggede han bare kæmpe borde og stole, for det var der ingen, der havde forbudt ham. Gid vi alle havde modet og kreativiteten til at tage afslag på den måde :)

torsdag den 24. januar 2013

Anerkende og udfordre

Her i Januar har jeg været på coachingkursus som et valgfag på mit psykologistudie. Vi har arbejdet i de samme teams gennem kurset og arbejdet meget nært med hinanden. Vi har haft teamcoachinger, og skiftevis været coach og klient. Det var virkelig en lærerig og til tider ret hård proces, fordi vi arbejdede så meget med os selv.
Den sidste dag skulle vi så tage afsked med teamet på en god måde. Vores underviser instruerede os i, at vi skulle reflektere over, hvad vi havde lært, hvad der havde overrasket os, hvordan teamet havde bidraget til vores læring og meget mere. Når vi alle havde delt disse ting, så kom vi til anerkend-og- udfordr-runden. Pointen er at starte med at sige en anerkendende ting til hver enkelt og derfor en anerkendende udfordring. Altså fx:" Jeg vil gerne anerkende dig for at være god til at lytte og vil gerne udfordre dig til at turde spørge lidt mere ind."
Vi var alle nervøse for om vi kunne finde noget at sige til hinanden, men blev enige om at prøve. Og det blev simpelthen sådan en god oplevelse!
Det er sjældent vi har muligheden for at sige direkte til hinanden, hvad vi kunne blive bedre til. Og det er endnu sjældnere, at vi tager den mulighed.
Det er ikke så nemt at få at vide, hvad man kan blive bedre til. Men da det kom lige efter en anerkendelse, var det meget nemmere at tage imod.
Der var flere af os, der havde en oplevelse af at blive klogere på os selv, og at de andre havde set nogle ting, som vi ikke selv var klar over.

Hvorfor skriver jeg det så her? Fordi jeg gerne vil dele en måde at udvikle sig i teams på. Jeg har i hvert fald tænkt mig at benytte det, når lejligheden byder sig. Måske kan jeg blive klogere på mig selv gang på gang og måske endda være med til, at andre kan få syn på deres blinde vinkler.
Det er da både en kæmpe gave at kunne give og at kunne få. Og de smukke kvinder jeg var i gruppe med har virkelig givet mig mulighed for at udvikle mig på en ny måde, fordi de turde sige åbent og ærligt til mig, hvad jeg skulle blive lidt bedre til.

Af Krista Korsholm Bojesen


mandag den 21. januar 2013

mandag den 14. januar 2013

MOR - testen.....

En mor var ude at gå med sin 4 årige datter. Pludselig samlede datteren noget op fra jorden og begyndte at putte det i munden. Hendes mor tog det væk fra hende og sagde at hun ikke måtte spise noget fra jorden.
"Hvorfor?" spurgte datteren.
"...Fordi det har ligget her på fortorvet, og ingen ved hvor det har været. Det er beskidt og du risikerer at få dårlig mave hvis du spiser det" svarede moderen.
På dette tidspunkt kiggede datteren på sin mor med åben mund og store øjne: "Wauw! Hvordan ved du alt det?"
"...Øhm..(tænke tænke!) Alle mødre ved sådanne ting. Det er en del af "MOR-testen". Det er en af de ting du skal vide for at blive godkendt som mor", lød svaret.
De gik videre et par minutter, mens pigen tydeligvis var ved at fordøje moderens ord. Pludselig stopper hun op:
"Aha, nu forstår jeg! Så hvis du ikke består testen, så er du nød til at blive faderen?....."
"Præcis!" sagde moderen med et smil på læben.

fredag den 11. januar 2013

Accepter det nu bare!

Jeg har, i forbindelse med nytåret, set tilbage på det år som er gået. Jeg er ikke typen som går ret meget op i nytårsfortsætter, men det ender som regel med at jeg kan se et par røde tråde i mit liv igennem året der gik.
Den udfordring som jeg brugte 2012 på at lære, var at acceptere virkeligheden. Ikke at drømme mig til noget andet og forsøge at snige mig uden om de sandheder livet bød på - men bare acceptere tingene som de ser ud.
Måske er det bare en af voksenlivets sandheder man skal lære?...

Kort før nytåret 2012, blev jeg konfronteret med en af de udfordringer jeg har skullet accepteret at leve med i 2012. En mulighed bød sig for at ses med en god ven jeg ikke ser ret ofte. Vores hverdag er langt fra hinanden - både geografisk og indholdsmæssigt. Men til trods for det, er der alligevel noget ved venskabet som gør det værd at kæmpe for.
Hvis det stod til mig, så betingelserne for venskabet anderledes ud. For tænkt hvis vores bopæle gjorde det nemme at ses oftere? Sådan lige at kunne mødes over en kop kaffe og vende verdenssituationen....? (Det er ikke det samme som at drikke kaffe overs Skype!) Jeg har været god til at give min ven skylden for at vores venskabs betingelser ser så håbløse ud(!), og håbede i lang tid på, at det bare var en periode som nok skulle ændre sig med tiden.
Men ak! 2012 har lært mig at acceptere betingelserne for at kunne være i det venskab.
Vi vil aldrig bare kunne mødes med kort varsel! Aldrig drikke kaffe en onsdag eftermiddag....eller være med til hinandens fødselsdage....!
(Aldrig er et stærkt ord - men så skal alt da ændre sig hvis det skal være anderledes!)
Til gengæld vil jeg altid have en ven som oprigtigt interesserer sig for mig og mit liv når vi ses. Det er aldrig kedeligt når vi ses, og hvert øjeblik bliver nydt!

I kampen for et venskab, kan man være nød til at give slip på noget af en drøm. For mit vedkommende - drømmen om en ven der ikke boede ret langt væk:) Men med accepten af at virkeligheden ser anderledes ud, vil jeg slutte med dette:

 "Jo mere du giver, jo mere vil du få".....



Venlig hilsen
Johanne Frisgård






onsdag den 9. januar 2013

Becki Ryan - Revival


"Revival" betyder "Genoplivning". Længslen efter fornyelse, og håbet om en fremtid i enhed.

Sangen er skrevet af den amerikanske sangerinde Becky Ryan - tjek hende her:

http://www.beckiryan.com



mandag den 7. januar 2013

fredag den 4. januar 2013

Året, der gik og året, der kommer

Kære kvinder!
2012 har været et skønt år for mig i Womens Reboot. I januar blev jeg frivillig stab i Dansk Oase og har siden oplevet en masse skønne ting der, og sammen med de kvinder jeg mødte i forbindelse med arbejdet.
Særligt på sommeroase var det en fryd at opleve ildsjæle bage kager i lange baner og mirakuløst forvandle et hjørne af store telt til en hyggelig krog til afslapning. Jeg var dybt imponeret!
Andre ildsjæle holdt seminarer om Danmission og Oikos-livstilen og berigede os med deres erfaringer og viden.

Efter sommeroase startede den nye blog op. Bag bloggen står Johanne Frisgård og jeg. Johanne beskriver så godt, hvad bloggen står for, når hun deler ud af sin begejstring. "Bloggen er kernen i netværket for mig. At kunne læse andre kvinders tanker og oplevelser, hvad enten jeg kender dem eller ej. At man kan lære noget af hinanden på tværs af geografi, alder og livssituation."
Vi håber, I har samme oplevelse!
Netop fordi bloggen giver en mulighed for at dele tanker og oplevelser på tværs af vores personlige netværk, så vil jeg utrolig gerne opfordre jer til at henvende jer, hvis I selv har lyst til at skrive, eller hvis I kender nogen vi skulle spørge. Jeg kan ikke understrege nok, at I skal smide janteloven væk og bare melde jer på banen. Vi ønsker at dette netværk skal være netop et netværk med kommunikation begge veje!

I 2013 ser vi frem til Lederoase her i slutningen af januar. Womens Reboot har ikke planlagt program på denne konference, men vi glæder os til at møde jer, der kommer og til selv at blive undervist.

Vi ser også frem til en sommeroase, hvor Womens Reboot igen vil være aktiv. Hvad vi finder på, kommer helt an på, hvad kvinderne i netværket efterspørger og vil lægge kræfter i. Der er dog ingen tvivl om, at vi igen vil opleve velsignelse og særlige oplevelser sammen.

Helt særligt glæder jeg mig UTROLIG meget til kvindekonference i efteråret. Et fantastisk team er på plads til at varetage opgaven, og jeg glæder mig som en snedronning (tysk udtryk) til at arbejde sammen med dette team og få lov at se, hvad der er blevet lagt på deres hjerter! Vi glæder os til at kunne melde dato ud og invitere jer alle sammen og alle jeres veninder med!

Til slut vil jeg igen gerne opfordre til, at I alle bare melder ind med ideer og tanker. Hvad enten det er til bloggen, sommeroase eller konferencen, så send mig en mail på krista@danskoase.dk. Jeg vil blive så glad for hver en mail! Womens Reboot er ikke for en bestemt kvinde. Hverken alder, stilling, civilstatus eller andet betyder noget. Så lad være med at holde dig tilbage, fordi du tænker, du ikke er målgruppen. Vi vil så gerne høre fra jer!

En søsterlig hilsen fra
Krista Korsholm Bojesen