Om dannelsesrejser og nye refleksioner

At tage ud og rejse forandrer os. Hvor er det vigtigt, at vi nogen gange bryder ud af vores comfortzone og udfordrer os selv. Ved at gøre det risikerer vi, at vores perspektiver på livet og os selv ændrer sig – og hvor er det fantastisk!

For mig har denne sommer budt på et sådan eventyr. Væk fra min trygge tilværelse i andedammen Danmark og til det sprudlende Mellemamerika, i landene Honduras og Guatemala. Lande der er meget forskelige fra Danmark og som udfordrer en leverpostejsdansker som jeg selv. Mit møde med disse nye lande affødte en bølge af nye sanseindtryk, såsom en pulserende og temperamentsfuld trafik, morgenmad bestående af varm bønnemos og tortillas (i stedet for mine elskede havregryn med mælk) og ikke mindst fattige mennesker, der, trods sine få midler, mødte mig med et åbent sind og et stort smil på læben.

En af de oplevelser, der virkelig blev en øjenåbner, var et besøg på et Honduransk hospital. Jeg skulle, sammen med en lille gruppe danskere, gå rundt på de travle hospitalsgange og dele tøj og bleer ud til de nybagte mødre som ellers kun havde et slidt lagen at svøbe deres lille baby i. På en af gangene opstod pludselig en hektisk stemning imellem pårørende der alle, med bedende øjne, prøvede at få fat i nogle af de ting vi havde med. Alle tænkte selvfølgelig på deres egen families overlevelse. Midt i dette postyr blev det hurtigt svært at overskue hvem der allerede havde fået en pakke og hvem der manglede en. I den store trængsel måtte vi til sidst presse os ind i en elevator, for at kunne komme ud af menneskemængden.  På vejen ud af hospitalet så jeg flere patienter, der blot var hensat til en seng på gangen, tydeligvis kun kort efter en operation. Menneskerne på dette hospital havde klart nogle andre vilkår end de ville have haft på et dansk hospital.

Før min rejse tog jeg det hurtigt for givet at alle danskere uanset midler har adgang til goder såsom god og gratis behandling på hospitalet. Efter min rejse står jeg tilbage med en fornyet indsigt og taknemmelighed over hvor mange privilegier og muligheder jeg er blevet givet, men er samtidig også blevet mindet om det ansvar vi danskere har i at forvalte alle disse gaver med omtanke.

Skrevet af Ingrid Hjortlund Nohns.

El Camino

Der findes dage hvor der er god tid....
Der findes dage hvor tiden er knap....
Og så er der også de dage hvor man bare har brug for et indspark fra andre....

"El-Camino"er spansk og betyder "Vejen". Det er samtidig navnet på NordSpaniens pilgrimsrute "El Caminoen". Nedenstående link kan du bruge som en måde at vandre sammen med Gud på. En hurtig måde på de travle dage, og en ide til de dage hvor eftertænksomheden har god tid:)

God vandring....!

http://el-camino.dk

Ting jeg lærer af min hund

Jeg sad til en fødselsdag og snakkede med nogle dejlige kvinder, da min gode veninde gjorde mig opmærksom på, at jeg lige havde sagt sætningen: "Jeg kunne lære så meget af den hund." Og selv om sætningen lød lidt mærkelig, så var der sandhed i det.
For godt fire uger siden hentede vi vores lille hvalp Leika, og siden har jeg snakket med flere fremmede end nogensinde før. Hver eneste menneske vi møder er hun helt vildt lykkelig for at møde og jeg skal direkte forhindre hende i at løbe hen til den nærmeste fremmede. Hendes frimodighed og lyst til at møde alle, giver mig en mulighed for at møde disse mennesker. Kronikeren som var på vej til apoteket for at hente medicin, den gamle mand med rollatoren og lommen fuld af godbidder i tilfældet af at møde en sød hund, kvinden henne af vejen som har en hund af samme race, naboernes børn og mange mange flere.
Så jeg bliver altså udfordret på min egen lukkethed af min lille hund. Det minder mig om historien i Bibelen med Bileam og æslet. Bileams æsel vil ikke gå og han bliver rigtig gal, indtil æslet pludselig taler til ham og fortæller ham, at en engel står i vejen. Æslet kan altså se noget som Bileam ikke kan. På samme måde kan jeg nogle gange kigge på den lille hund, der trækker i snoren for at komme hen til den fremmede og tænke: "Du er vist bedre til at se det menneske, end jeg er."
Jeg tror, mange af os har elementer i livet (hunde, børn, fritidsinteresser, sport etc) som kan få os til at åbne øjnene og se mennesker. Virkelig se dem. Se dem som potentielle venner. Se dem som mennesker, der kunne få plads i dit liv. Se dem en lille smule mere som Gud ser dem.
Hvem skal du se? Og hvem/hvad hjælper dig med at se?

Krista Korsholm Bojesen

Salme 30

 Herre, jeg priser dig,

for du har trukket mig op fra dybet;
du lod ikke mine fjender glæde sig over mig.
 Herre min Gud,
jeg råbte til dig om hjælp,
og du helbredte mig.
 Herre, du løftede mig op fra dødsriget,
du lod mig leve, jeg gik ikke i graven.

Lovsyng Herren, I hans fromme,
tak hans hellige navn!
 For hans vrede varer et øjeblik,
hans nåde hele livet;
om aftenen slår gråden sig ned,
om morgenen er der jubel.

 Jeg sagde i min tryghed:
Jeg skal aldrig vakle.
Herre, i din nåde
gjorde du mit bjerg til en fæstning;
men du skjulte dit ansigt,
og jeg blev grebet af rædsel.
Til dig, Herre, råbte jeg,
jeg bad Herren om nåde:
Hvad vinder du ved mit blod,
når jeg går i graven?
Kan støvet takke dig
og fortælle om din trofasthed?
 Hør mig, Herre, og vær mig nådig,
Herre, kom mig til hjælp!

Du forvandlede min klage til dans,
du tog min sørgedragt af mig
og klædte mig i glæde.
Derfor vil jeg lovsynge dig uden ophør;
Herre min Gud, for evigt vil jeg takke dig.

En varm dag ved poolen

Børns bønner :)

Om støj og stilhed

I denne sommerferie undte jeg mig selv at tage på en uges retræte i Norge. Retrætecentret hedder Prestegården og er en tidligere præstebolig, der ligger i en dal omgivet af flot natur bestående af fjeld, elv og bondeland i Sørnorge. Her var vi 7 retrætedeltagere og 2 retræteledere sammen i en lille uges tid under temaet ”Pilgrimmens syv længsler”. Programmet var en god blanding af undervisning, tidebønner, måltider og ikke mindst god tid til stilhed.

Pilgrimmens syv længsler – eller nøgleord – er værdier, som vi formentlig alle sammen dybest set længes efter. Der er tale om grundlæggende mangler i vores liv og i vores samfund: Stilhed, langsomhed, enkelhed, bekymringsløshed, frihed, samhørighed og åndelighed.

Blandt andet undervisningen om stilhed – kombineret med hele ugens meget konkrete væren i stilhed – blev betydningsfuldt for mig.  De fleste af os omgiver os til daglig med et væld af lyde, synsindtryk og andre impulser. En del impulser kan vi ikke undgå, når vi bare bevæger os uden for vores dør – der er massevis af mennesker, biler, vejskilte og reklamer. Mange af disse impulser vil sige os noget og kræver ofte, at vi tager stilling til dem. Andre impulser er til en vis grad noget, vi selv er med til at opsøge; musik, tv, radio, mails, Facebook osv.

Alle disse indtryk skaber tilsammen en støj, der hindrer stilheden, men også ødelægger vores evne til fuld opmærksomhed. Vi har ikke mulighed for at tage alle indtryk ind, så vores sanser kommer med tiden uundgåeligt til at lukke noget ude, som vi i virkeligheden burde være opmærksomme overfor. Her tænker jeg særligt på samværet med både Gud og mennesker.

Når man i en uge er afskåret fra alle medier og kun har naturens lyde som lydtæppe, bliver hverdagen herhjemme meget kontrastfyldt. Jeg opdagede selv, hvor meget larm jeg til daglig er omgivet af, og jeg lærte i høj grad at værdsætte stilheden! Oplevelsen har nu (nogle dage efter min hjemkomst) konsekvenser for mit forbrug af medier og lyde, og jeg håber, jeg kan fastholde denne kærlighed til stilheden. Med denne reducering af impulser ønsker jeg at skærpe min evne til opmærksomhed – både over for Gud og mennesker.

Hvis vi vil høre nogen tale, er vi nødt til selv at være stille!

”Vær stille, så skal jeg lære dig visdom,” siger Gud til Job – og til os (Job 33,33).

 Heidi Graugaard Nielsen

Betty

Darling, we all do......!

OL

Som universitetsstuderende har jeg mega lang sommerferie. Helt vild lang! Og vi flyttede i et lille rækkehus i den 1 juli, så der er masser af projekter at gå og ordne med i det nye hjem. Så jeg har tiden til at se OL i stor stil og det nyder jeg.
Faktisk er jeg ret meget som hende oddset-pigen. Jeg forstår ikke rigtig sport, og kan egentlig kun rigtig lide at se det, hvor det handler om at komme først, eller kaste længst, for der kan jeg forstå reglerne og følge med. Men der er noget helt særligt ved OL som bliver ved med at røre mig dybt: De her mennesker træner med passion og viljestyrke i 4 år inden hver olympiade og så har de een chance for at gøre deres bedste. For mig er det bare så fascinerende at se dem yde, føle og give deres bedste for at opnå deres drøm. Tænk sig at gå efter sin passion i en sådan grad. Hvor kunne jeg dog lære meget af det!
Samtidig er der de helt ekstraordinære historier: At i år er første år at Saudi Arabien har ladt kvinder deltage. Sarah Attar der løb 800 meter løb og kom til allersidst længe efter de andre, men under applaus fra hele stadion. Med tørklæde og værdighed var hun den smukkeste taber jeg nogensinde har set.
Løberen med de kunstige ben, der konkurrerer på lige fod med andre. Han siger selv, at da han var barn, råbte hans mor: "Carl tag dine sko på, og Oscar tag dine proteser på." Så han voksede ikke op med et handicap, bare anerledes sko. Sej mor, der ikke så det som en begrænsning at mangle sine ben. Og ikke mindst sej mand, der lever det ud.
Til sidst er der historien om stafet-løberen der mærkede sit ben brække, men løb alligevel, da han vidste, at hans holdkammerater var afhængige af ham.
OL inspirerer mig, og minder mig om den skaberkraft der ligger i passion. Samtidig minder det mig om vores utilstrækkelighed. Selv den bedste løber har en off-dag. Selv den største drøm kan blive en skuffelse. Vi må leve i spændingsfeltet mellem passion, stræben og nåde.

 Af Krista Korsholm Bojesen

Den korteste salme

Salme 117
Lovpris Herren, alle folkeslag!
Lovsyng ham, alle folk!
For hans godhed mod os er stor,
Herrens troskab varer til evig tid.

Fuld fart frem mod en ny uge!

SommerOase 2012 - Womens Reboot

Uge 29 - destination Odder....Jeg tjekkede ind til en uge på sommeroase med 4500 andre ferie glade mennesker.
Womens reboot havde igen i år tilrettelagt en seminar række med indputs til livet som kvinde i mission. I samarbejde med danmission var der også arrangeret bingo i "Cafe Karibu med præmier sponsoreret af Odders butikker. Det blev en kæmpe succes - måske fordi det "uheldigvis" var silende regnvejr lige da bingo'et skulle til at begynde;)
Torsdag eftermiddag holdte Krista Korsholm Bojesen seminar om "Kvinder og Karrierer". Normalt kategoriserer vi os i forskellige "roller" - mor, krea-kvinde, kok osv. Ofte følger der en række forudindtagede holdninger med, til hvordan vi skal udfylde de forskellige roller. Men ved at tænke i "Karrierer" i stedet for, er vi selv med til at definere hvordan vores forskellige karrierer skal udformes, samt hvor meget energi vi vil lægge i de forskellige karrierer. Vil jeg prioritere min tid som rengøringskone? Eller vil jeg bruge den på at kunne give tid til mine venner/familie? Det handler om prioriteringer og grænser for os selv. Et godt indspark i ferietiden, hvor vi får tid til at tænke over hverdagen og vores tids prioriteter.
Jeg blev inspireret til at gennemtænke hvem/hvad jeg bruger min tid på, og ser frem til et spændende efterår hvor mine valg skal stå distancen:)
Hvor blev du udfordret?


Johanne Frisgård