tirsdag den 30. oktober 2012

Vi må afsted

Sangen er første single på Sofia Hedias EP Hudløs. Sofia har været med fra starten i Womens Reboot og er en fantastisk sangskriver og sanger. EPen kan købes på iTunes og den kan varmt anbefales :)
Nyd den!

Har du glemt hvem du er?


Nogle gange har jeg brug for at blive mindet om, hvem jeg i virkeligheden er.
I løbet af de sidste godt to år, hvor jeg har læst jura på Århus Universitet, er jeg blevet udfordret, ikke blot på det faglige plan, men også i høj grad på det personlige. Mine to første studieår har været meget præget af usikkerhed i forhold til mine egne evner, og jeg har i løbet af de to år for første gang i mit liv måtte kæmpe med angst i forhold til at gå til eksamen.
Jeg har oplevet at stå i et spænd mellem at lade sig forme gennem et studie og selv at forme det.

Jeg oplevede særligt det første år at miste balancen. Jeg følte at jeg mistede kontrollen - at mit studie var uoverskueligt. Der var noget som tog styringen over mit liv. Min far måtte minde mig om, at jeg selv blev nødt til at tage kontrol - at jeg selv havde ansvar i mit liv! Jeg havde glemt, hvem jeg var og havde brug for at blive mindet om det.

I sommers oplevede jeg endnu en gang min angst for eksamen. Jeg oplevede ikke at jeg var nervøs pga. faglige forventninger til mig selv, eller nervøsitet i forhold til censor og eksaminator. Nej, min angst skyldtes noget inde i mig selv, som jeg først er blevet bevidst om senere - Angsten for at angsten kommer til at tage over og hæmme mig. Jeg skal øve mig i at acceptere, at angsten måske altid vil være der og lære at jeg ikke behøver at lade mig styre af den.
Jeg må huske på, hvem jeg er.

Det handler om identitet. Det handler om min identitet som jurastuderende, men endnu mere om min identitet som menneske. Jeg har haft brug for at arbejde med mig selv og min identitet og har i virkeligheden haft glemt, hvem jeg er, og hvad jeg er skabt til. Skabt til frihed i Kristus.
Min identitet er ikke bestemt af mit studie og mine præstationer. Min identitet er i Jesus. Når jeg oplever at miste balancen og føler angst, må jeg minde mig selv om, hvem jeg er i ham.

Jeg tror, at vi som mennesker, ofte glemmer hvem vi er. Vi bliver i tvivl om vores sande identitet. Og når den tvivl kommer, bliver vi ude af stand til at leve det liv som vi er skabt til at leve. Det er det der sker for mig.
Ligeså sikker, som jeg i lange perioder kan være på, hvem jeg er, og hvad min sande identitet er, ligeså hurtigt kan jeg glemme det. Derfor har jeg brug for dagligt at minde mig selv om, hvem Gud er, og hvem han siger jeg er. Jeg har brug for at iklæde mig hans sandhed for at beskytte mig selv mod angreb, for at beskytte mig mod angst og for at forsøge at forhindre at jeg mister balancen.

Til min konfirmation læste min morfar en salme højt. ”Vor tro er den forvisning på”, hedder den. Salmen er kommet til at betyde mere og mere for mig med tiden, og når jeg oplever at miste balancen, er det godt for mig at læse den og blive mindet om, hvad der er vigtigt.

Et af versene lyder:

Jeg ved, på hvem min tro er sat,
ham får man mig at unde,
hvem Gud kun holder for sin skat
skal aldrig gå til grunde.
Vel den som bygger fast på Gud,
 lad det så tumles ind og ud,
han står når alting ligger.

Det minder mig om, hvem jeg er.


Af Ann-Britt Follmann













fredag den 26. oktober 2012

Logiske Hanna

Som jeg skrev en onsdag for ikke så lang tid siden, har jeg fået en ny bibel og er gået på opdagelse i den. Det kan virkelig anbefales at give sig tid til at læse på ny.
Efter Ruths bog er jeg så gået i gang med første samuels bog. Den starter med historien om, hvordan Samuel kom til verden.
Elkana var gift med to kvinder, Peninna og Hanna. Peninna havde børn, men Hanna havde ingen. Og Hanna led under sin barnløshed. Hvert år rejste familien til templet for at ofre, og et år gik Hanna op til templet for at bede til Gud. Hun lovede ham, at hun ville give ham barnet tilbage, hvis hun bare fik et. Hun blev gravid og fødte en søn, som blev til profeten Samuel.
Det er historien kort fortalt. Det, der greb mig, er Hannas logik omkring verden. Da hun er i templet for at bede om et barn, græder hun og præsten tror, hun er fuld. Han siger noget til hende, og hun svarer ham, at hun ikke er fuld, men i nød. Hun siger sætningen: "Jeg bad, fordi jeg er ulykkelig." Hannas logik går altså på, at når hun er ulykkelig, så beder hun. Det er selve forklaringen på både bønnen og hendes opførsel.
Senere i historien er hun i templet for at aflevere sin søn til præsten, så drengen kan bo der og tjene Gud. Sammen med præsten synger hun en lovsang og den starter sådan her: "Jeg fryder mig over dig, Herre. Du har gjort mig glad." Helt enkelt. Gud har gjort hende glad og derfor fryder hun sig over ham.
Jeg elsker, hvordan følelser og Gudsforhold hænger sammen i denne historie. Ulykke er lig med at bede til Gud om hjælp. Lykke er lig med at lovprise Gud.

Men det allerbedste ved historien er lige midt mellem de to punkter. Da Hanna har fået sin søn, taler hun med sin mand om sine planer om at skulle aflevere ham til templet. Hun fortæller, at planen er at han skal bo hos hende, indtil han er vænnet fra, og så skal han til templet og bo. Elkana svarer: "Bliv du her og pas på drengen. Og må Herren hjælpe dig til at holde dit løfte." Grunden til ,at jeg elsker dette sted, er det ulige forhold mellem Gud og mennesker. Hanna har på sin vis slået en handel af med Gud: Giv mig et barn, så vil jeg give ham til din tjeneste. Så har de hver sin del af aftalen at opretholde. Og Gud giver barnet, så nu skal Hanna stå ved sin del af aftalen.
HELDIGVIS er det ikke sådan så vores løfter vejer lige så tungt som Guds. Eller at vi kan slå fair aftaler af med ham. Nej Gud er altid den store, og den kærlige, og det er helt logisk også at hente hjælp hos ham til at holde et løfte, som man gav til ham.

Så god weekend. Nyd den! Og lån eventuelt lidt af Hannas logik.
Krista Korsholm Bojesen

onsdag den 24. oktober 2012

If grace is an ocean....


Ovenstående citat er fra sangen "How he loves" af David Crowder, og er en af mine yndlings lovsange. Sætningen er intet mindre end genial! Den viser storheden i Guds kærlighed til os, der er så ufattelig stor som havets dyb.
Jeg priser mig lykkelig for at Guds nåde er større end jeg kan forestille mig, for nogen gange har jeg følelsen af at alt det dumme jeg foretager mig ikke kan tilgives...! Heldigvis mødes jeg af nåden igen og igen......og igen!

Hør sangen her: http://www.youtube.com/watch?v=2FxaUYjRtkc

God onsdag

Johanne


fredag den 19. oktober 2012

Veninder


"Venskab er én sjæl i to legemer."
- Aristoteles 

"Venskab - bare jeg ser ordet på tryk, bliver hjertet varmt."
- Augustine Bell

"Venskab er kærlighed uden vinger."
- George Gordon Byron

"Sandt venskab findes, hvor tavshed mellem to mennesker er behagelig."
- Dave Tyson Gentry

"Kærligheden er blind, venskabet lukker øjnene."
- Ukendt

"Virkeligt venskab er en plante, som vokser langsomt."
- George Washington

"En ven er noget, hjertet har brug for hele tiden."
- Henry van Dyke

"En god ven stoler på os af hele sit hjerte."
- Lin Yutang

Jeg har lige fået en kæmpe pakke. Den var fyldt med ting fra Danmark. Leverpostej, rugbrød, remulade, lakrids og alt muligt andet godt fra det danske land. Men med pakken kom også et savn. Ikke et savn efter de ting der var i! Men et savn efter mine veninder.
Derfor skal denne fredag være en hyldest til alle veninder i verden.
 Tak for jer!
Tak, at i sender Leverpostej til Israel. Tak, at i igen og igen lytter til vores hjertesorg. Tak, at i bekymrer jer, beder for og elsker! Tak, fordi i elsker vores børn. Tak, at i optager favoritserien på dvd’en. Tak, at i bager kage til fødselsdagen. Tak, for hemmelighederne vi deler. Tak, for det aflagte tøj. Tak, for opmuntringerne. Tak, for lange telefonsamtaler. Tak, for alt hvad i er i vores liv! Jeg kunne finde på flere tusinde grunde for at sige tak.
I aften siger jeg særlig tak for veninderne i mit liv.
Tak Gud at du har givet os kvinder, veninder at følges med her i livet.
Laura

onsdag den 17. oktober 2012

Under dine vinger

Jeg har lige fået en ny bibel af mine forældre i fødselsdagsgave. Da jeg blev 10 år, fik jeg en af dem, og nu er den i stykker, så 16 år efter fik jeg en ny. Denne er lille og nem at have med og på hverdagsdansk.
Så nu er jeg gået i gang på ny med at læse i bibelen. På min fødselsdag talte jeg med min fadder, og snakken faldt på Ruths bog, så det blev det første jeg læste i min nye bibel.
Ruths bog handler om en modig kvinde fra Moab. Hendes mand er død, hendes svigerfar er død, og hendes svoger er død. Svigermoren No'omi siger til sine svigerdøtre, at de skal gå hjem til deres familier og gifte sig igen. Selv vil hun gå hjem til Israel. Ruth insisterer på at tage med No'omi og siger: Dit folk skal være mit folk og din Gud skal være min Gud.
De to enker går så sammen til Israel, hvor de går til et liv fyldt med usikkerhed. Deres måde at få mad på er, at Ruth samler korn på marker. Altså det korn, som falder ved siden af, når karlene høster. Marken hun kommer til at samle på er ejet af en mand, der hedder Boaz, og han kontakter Ruth for at sige, at hun må samle alt det hun vil på hans mark. Her var det jeg begyndte at blive opmærksom på nogle ting, jeg ellers ikke havde set i historien. For det første så starter næsten alle replikker med: Må Gud velsigne dig. De velsigner hinanden i et væk. Hvor er det da en smuk måde at hilse hinanden på. For det andet spørger Ruth Boaz hvorfor han viser hende denne godhed. Hertil svarer han, at han har set hendes trofasthed mod No'omi, og at han ønsker at Gud, under hvis vinger hun har søgt ly, vil belønne hende for det.
Ruth samler korn i et stykke tid, indtil No'omi siger, at nu er det vist tid til at få en ny mand til hende. Og hun siger til Ruth, at hun skal gå til Boaz' telt om natten og klæde sig af og lægge sig ved hans fødder.
Boaz vågner om natten og bliver noget forvirret over damen ved sine fødder og spørger hvem det er. Ruth svarer: "Det er Ruth, deres tjenerinde. Jeg søger ly under deres vinger."
Jeg bemærkede, at hun igen brugte udtrykket med at søge ly under vingerne og så tjekkede jeg fodnoterne. Der bliver udtrykket forklaret, at det ikke bare er et metafor om fugle, men et hebraisk udtryk som lyder: Spred din vinge over din tjenerinde. Og det er en anmodning om, at Boaz vil tage sig af hende, beskytte hende og sørge for alle hendes behov.
Så når vi synger "Bred dine nådes vinger", eller "I dine vingers skygge synger jeg", så er det et begreb, der dækker over en så omfattende en omsorg, at Gud vil tage sig af ALLE vore behov, beskytte os og tage sig af os.
Boaz gifter sig med Ruth og af deres slægt bliver Jesus født mange år senere. Så historien ender rigtig godt. Det har nok været svært for Ruth som enke, der gik på marken og samlede korn nok til at spise en enkelt dag, at forestille sig, at hun ville blive omsluttet af Guds omsorg på en så gennemgribende måde, at hun bliver en del af hans frelsesplan.
Krista Korsholm Bojesen


My Child...


mandag den 15. oktober 2012

fredag den 12. oktober 2012

Forskelligheden

"Hvis man er meget forskellige, så er det fællesmateriale, man har at arbejde med, jo dobbelt så stort!"
Hella Joof.

Jeg var til min gode venindes bryllup sidste weekend, og gjorde mig i den forbindelse overvejelser over, hvad jeg ville sige til hende i min tale. I kender det sikkert - man tænker en masse tanker om hvilke sjove, pinlige og mindeværdige anekdoter der skal trækkes frem! Måske tager man oven i købet "hævn" fra sit eget bryllup?:) På et tidspunkt opstår problemet så, for talen skal jo skrives ned.....og så er det at skriveblokeringen kan indtræffe! Det gjorde den ihvertfald for mig.
Efter at have finpudset den sidste del af talen aftenen før (typisk at det skal være i sidste øjeblik!), endte jeg dog ud med et tema om "Forskelligeheden som en styrke".
Modsætninger mødes, og noget opstår som man ikke havde set mulig. Forskellighed kan oftest være en udfordring, men den kan også være en berigelse. Jeg elsker forskelligheden, og tænker at et forhold/venskab/relation ofte på en eller anden måde bliver mere solid, hvis man formår at udnytte forskelligheden som en styrke, og ikke en forhindring. Dermed ikke sagt at det skal være let - tværtimod! Men kampen for at vokse sammen i forskellighedens skær er altid spændende!!

Hella Joofs citat er interessant, idet det bringer en positiv tilgang til forskelligheden. Det positive syn gør muligheden for at godt output i en relation størrer. Intentionen i et ægteskab er for de flestes vedkommende at holde sammen for evigt. I kirken lover man hinanden evigt trosskab til døden skiller. Når nogen par alligevel vælger at deres veje skal skilles, hører man ofte gange en forklaring med at "Vi var simpelthen for forskellige, og ville noget forskelligt med vores liv". De har givet op i kampen for at lade forskelligheden blive til en berigelse for deres relation. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de går glib af på den lange bane......!

For at vende tilbage til brylluppet i sidste weekend, så er jeg ikke bekymret;) De har fanget budskabet i Hella Joofs citat.

Johanne





onsdag den 10. oktober 2012

Hellere en dag

I dag har jeg fødselsdag. En dag, der tit får en til at tænke både frem og tilbage. Men i dag har jeg særligt bare på hjerte at tænke, at en dag hos Gud er bedre end 1000 dage andre steder.
Lige meget hvad livet udfordrer os med, så ved jeg ikke, hvordan jeg skulle holde det ud, hvis jeg ikke kunne vende mig til Gud og hvile i hans hus.

Glædelig 10. oktober! Jeg vil nyde min :)
Hilsen Krista Korsholm Bojesen

mandag den 8. oktober 2012

P-pillerne

En morgen skulle Vilma og Søren ud at sætte hår med voks, hårlak osv. Skabet blev undersøgt grundigt for mulige styling produkter.
Søren falder over en pakke med p-piller og råber ud i stuen: "Mor, hvad skal de her bruges til?"
Hun når dog ikke at svare, før Vilma kommer hende i forkøbet med en bedrevidende stemme: - "Ved du virkelig ikke det Søren?"
"Nej, det ved jeg jeg virkelig ikke! Hvad er det søs?"
Vilma sukker dybt over hans uvidenhed: - "Det er da nogen piller mor tager, så hun bliver bedre til sætte bilen på en p-plads!"



God Mandag;)

fredag den 5. oktober 2012

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!


Hej alle sammen. Så er tiden kommet til, at jeg skal komme med endnu et indlæg i bloggen. Hvordan er det gået med min udfordring om at lade Gud gøre jeres hjerter bløde? Vil elske at høre nogle historier.

I Filipperbrevet 4, 4 - 7 står der:

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

Det er nogle vers som Gud har mindet mig om inden for den sidste tid. Hvilken frugt der er i at sige Gud tak. Så det har jeg lyst til at dele med jer.

Jeg er i en periode lige nu, hvor jeg synes der er mange ting at tage stilling til og finde ud af. Særligt er TID en faktor som er svær for mig at finde ud af. Hvordan lever jeg ansvarligt med den tid der er givet mig? I disse overvejelse sniger bekymringer sig hurtigt ind. Særligt bekymringer for, om jeg nu for givet mig selv den tid jeg har brug for. Har Simon (min mand) og jeg nok tid sammen? Bekymringer om vi lever ansvarligt økonomisk, hvad fremtiden i studiet bringer, bruger jeg min tid godt nok i forhold til Gud, hører jeg efter hvad han siger eller lytter jeg til mit eget kød? Ja tankerne kan flyve rundt...

For et par uger siden var jeg ude og gå en tur ved en strand, mens jeg hørte en af Poul Nyborgs (præst i århus valgmenighed) prædikener om økonomi. Det er iøvrigt en fantastisk prædikenserie, som kan høres som podcast.
Men her mødte Gud mig og mindede mig om noget: At jeg ikke behøver bekymre mig. Gud sørger for mig. Gud er en god Gud, som har hånd om mig og vil give mig det jeg trænger til. Det vidste jeg i forvejen, men havde brug for at Gud kom og mindede mig om. At jeg ingenting har at frygte. Beslutningerne, som skal tages er der stadig, men når jeg er hos Gud kan jeg tage dem i større frihed - han vil søger for mig.
Efter prædiken var slut mindede helligånden mig om at høre lovsang. Så det gjorde jeg, hvilket resulterede i at jeg dansede rundt på stranden og sang højt til den lovsang jeg havde i ørene. Det var fantastisk. Jeg dansede helt fri og fuldt af glæde fordi jeg har en far i himlen som sørger for. Som vil mig det godt. Det er ikke sikkert han giver mig det jeg selv tænker jeg har brug for, men en ting kan jeg være sikker på: han vil give mig det jeg trænger til fordi han elsker mig.

Det er blandet andet det jeg oplever Gud fortæller mig i Fil. 4, 4 - 7: I taksigelse vil Gud forvandle mit hjerte og tanker og fylde dem med Guds fred. Wow...
Så min opmuntring til jer denne fredag er at begynde jeres dag med tak eller når i mærker bekymringerne tynger sig på, så be Gud om at vise jer, hvad i har at sige tak for.
 Dette sted er en kærlighedserklæring fra Gud. Det er et løfte, som jeg synes er helt fantastisk.

Ha en dejlig weekend alle sammen...
Rebekka Kjær Væggemose

onsdag den 3. oktober 2012

Amazing Grace

Celtic Woman består af 5 kvinder, der startede musik gruppen i 2004. Deres sange er primært inspireret af de irske traditioner, og betegnes som "Riverdance for ørene";)
Denne udgave af sangen "Amazing grace" er næsten som engle sang - nyd den!



http://www.celticwoman.com

tirsdag den 2. oktober 2012

Enhver sejr starter med en beslutning


 Jeg havde løbet 6 kvindeløb og 1 halvmaraton, da jeg ved midnatstid nytårsaften 2011 proklamerede, at jeg i 2012 ville løbe et maraton. Egentlig havde jeg tidligere svoret, at jeg i hvert fald aldrig i livet skulle løbe et maraton. Den slags er jo ufornuftigt og en ren nedbrydning af kroppen! Når jeg ændrede mening, skyldtes det allermest, at jeg ville udfordre mig selv. Jeg havde lyst til at sætte mig et konkret - udfordrende - mål, og jeg ville arbejde hårdt for at nå det. 

I juni begyndte jeg på et 16-ugers marathon-træningsprogram, som skulle gøre mig klar til H.C. Andersen Marathon i Odense 23. september. For mig var det en uundværlig hjælp at sætte løbetræningen i kalenderen på lige fod med arbejde og andre forpligtelser. Punktligheden har indimellem betydet træning i mørke samt vejrforhold, der spændte fra silende regn til 30 graders varme.

Beslutningen kommer først
Jeg har erfaret, at den største beslutning for mig ikke har ligget i selve træningen op til maraton, men i det øjeblik jeg besluttede at ville løbe et maraton. Da jeg først havde truffet den beslutning, stillede jeg ikke spørgsmålstegn ved, om det nu var nødvendigt at skulle trække i løbeskoene, når jeg var træt, og det regnede udenfor. Beslutningen var ligesom taget på forhånd, så der var ingen grund til at føre diskussioner med mig selv på det punkt.

At løbe et maraton handler om vilje, udholdenhed, korrekt disponering og – ikke mindst – beslutning. Selve beslutningen om at løbe maraton, tog jeg nok først og fremmest, fordi jeg ønskede at få en erfaring af, at jeg var i stand til at sætte mig et mål og gennemføre det. Jeg har i tidens løb sat mange mål, som jeg har følt, at jeg mislykkedes med, og jeg ønskede at bevise over for mig selv, at jeg godt kunne nå det mål, jeg satte mig for.

Jeg tror, det er nødvendigt for os alle indimellem at opleve, at vi lykkes med noget. I modsætning til så mange andre ting i livet er et maraton et dejligt konkret mål at sætte sig. Målet var at gennemføre – og det var et ekstra ønske for mig at kunne gøre det på en bestemt tid. Begge dele lykkedes.

Løb på trods
Da jeg én uge inden mit maraton lå syg med en irriterende halsinfektion og en helt udmattet krop, tænkte jeg ganske vist på, om skæbnen var imod mig. Men jeg nåede at blive rask til den store dag, og til trods for kun 4 timers søvn natten forinden (man kan være meget spændt inden et maraton!), gik alting som planlagt. Jeg undgik den berømte mur, som mange taler om, at man kan møde efter 30 km. Til gengæld begyndte jeg at få smerter i benene fra 25 km. Dog ikke i en sådan grad, at jeg ikke kunne bevæge mig fremad i det planlagte tempo. Jeg lærte at ignorere smerten og løbe på trods. For jeg havde jo taget en beslutning!



Få skilte er så fantastiske at passere som 40, 41 og 42 km-skiltene i et maraton. Da jeg nåede målstregen, føltes det som en kæmpe sejr, og målstregen var ikke bare målet for de 42,195 km, som jeg havde tilbagelagt i ét træk denne dag, men det var målet for de mange flere kilometer, som var lagret i mine ben op til selve maratonløbet. Alt sammen var resultatet af en beslutning…

Min teori er, at enhver sejr i livet starter med en beslutning. Fra beslutningen er taget, til målet er nået, oplever vi op- og nedture, modvind og medvind, men hvis vi holder ud, når vi målet. Og det starter alt sammen med en beslutning.

Heidi Graugaard Nielsen