Jeg sad til en fødselsdag og snakkede med nogle dejlige kvinder, da min gode veninde gjorde mig opmærksom på, at jeg lige havde sagt sætningen: "Jeg kunne lære så meget af den hund." Og selv om sætningen lød lidt mærkelig, så var der sandhed i det.
For godt fire uger siden hentede vi vores lille hvalp Leika, og siden har jeg snakket med flere fremmede end nogensinde før. Hver eneste menneske vi møder er hun helt vildt lykkelig for at møde og jeg skal direkte forhindre hende i at løbe hen til den nærmeste fremmede. Hendes frimodighed og lyst til at møde alle, giver mig en mulighed for at møde disse mennesker. Kronikeren som var på vej til apoteket for at hente medicin, den gamle mand med rollatoren og lommen fuld af godbidder i tilfældet af at møde en sød hund, kvinden henne af vejen som har en hund af samme race, naboernes børn og mange mange flere.
Så jeg bliver altså udfordret på min egen lukkethed af min lille hund. Det minder mig om historien i Bibelen med Bileam og æslet. Bileams æsel vil ikke gå og han bliver rigtig gal, indtil æslet pludselig taler til ham og fortæller ham, at en engel står i vejen. Æslet kan altså se noget som Bileam ikke kan. På samme måde kan jeg nogle gange kigge på den lille hund, der trækker i snoren for at komme hen til den fremmede og tænke: "Du er vist bedre til at se det menneske, end jeg er."
Jeg tror, mange af os har elementer i livet (hunde, børn, fritidsinteresser, sport etc) som kan få os til at åbne øjnene og se mennesker. Virkelig se dem. Se dem som potentielle venner. Se dem som mennesker, der kunne få plads i dit liv. Se dem en lille smule mere som Gud ser dem.
Hvem skal du se? Og hvem/hvad hjælper dig med at se?
Krista Korsholm Bojesen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar