lørdag den 11. august 2012

OL

Som universitetsstuderende har jeg mega lang sommerferie. Helt vild lang! Og vi flyttede i et lille rækkehus i den 1 juli, så der er masser af projekter at gå og ordne med i det nye hjem. Så jeg har tiden til at se OL i stor stil og det nyder jeg.
Faktisk er jeg ret meget som hende oddset-pigen. Jeg forstår ikke rigtig sport, og kan egentlig kun rigtig lide at se det, hvor det handler om at komme først, eller kaste længst, for der kan jeg forstå reglerne og følge med. Men der er noget helt særligt ved OL som bliver ved med at røre mig dybt: De her mennesker træner med passion og viljestyrke i 4 år inden hver olympiade og så har de een chance for at gøre deres bedste. For mig er det bare så fascinerende at se dem yde, føle og give deres bedste for at opnå deres drøm. Tænk sig at gå efter sin passion i en sådan grad. Hvor kunne jeg dog lære meget af det!
Samtidig er der de helt ekstraordinære historier: At i år er første år at Saudi Arabien har ladt kvinder deltage. Sarah Attar der løb 800 meter løb og kom til allersidst længe efter de andre, men under applaus fra hele stadion. Med tørklæde og værdighed var hun den smukkeste taber jeg nogensinde har set.
Løberen med de kunstige ben, der konkurrerer på lige fod med andre. Han siger selv, at da han var barn, råbte hans mor: "Carl tag dine sko på, og Oscar tag dine proteser på." Så han voksede ikke op med et handicap, bare anerledes sko. Sej mor, der ikke så det som en begrænsning at mangle sine ben. Og ikke mindst sej mand, der lever det ud.
Til sidst er der historien om stafet-løberen der mærkede sit ben brække, men løb alligevel, da han vidste, at hans holdkammerater var afhængige af ham.
OL inspirerer mig, og minder mig om den skaberkraft der ligger i passion. Samtidig minder det mig om vores utilstrækkelighed. Selv den bedste løber har en off-dag. Selv den største drøm kan blive en skuffelse. Vi må leve i spændingsfeltet mellem passion, stræben og nåde.

 Af Krista Korsholm Bojesen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar