fredag den 8. marts 2013

Pas på dit hjerte



Vores hjerter er det vigtigste for Gud. Dit og mit. Vidste du det? Jeg glemmer det nogen gange og bliver mere optaget af alle de ting jeg skal gøre. Men jeg oplever Gud stopper mig op og leder mig til at kigge på mit hjerte og hvad der lever derinde. Er der frihed, glæde  og overgivelse? Eller frygt, bekymring og vrede? Hvad er herre over mit hjerte? Vores hjertets tilstand betyder uendelig meget for Gud.

 Jeg har igennem den sidste tid været optaget af, hvordan jeg passer på mit hjerte. Eller måske nærmere, hvordan Gud passer på det. Og jeg ser at han er trofast. Det kan nogen gange være svært for mig at give Gud lov til at være herre i mit liv. Jeg vil selv og jeg bliver ofte bundet af andre ting eller giver andre ting lov til at blive herre. Eksempelvis kan frygt eller bekymring hurtigt få overtaget. Men i min vandring med Gud oplever jeg ham gang på gang vise mig, hvad der lever i mit hjerte og han leder mig et nyt sted hen. Et sted med frihed og fred. Denne erfaring gør det nemmere og nemmere at give mig hen til ham og lade ham være herre. Af den årsag at jeg mærker det kan bære og det fører til uendelig meget frihed og glæde.

Jeg har lyst til at dele nogle enkelte måder for, hvordan jeg bevarer mit hjerte det rigtige sted -  nemlig hos Gud. Måder, hvor jeg passer på mit hjerte. Det hjerte som er så dyrebart for Gud.


1.    Tid med Gud.

Jeg har ikke altid været god til at være disciplineret i min tid med Gud. Jeg har altid snakket meget med ham, men ikke sat mig konkret ned hver dag og læst i hans ord. Men jeg er begyndt at opleve frugten af disciplin og ikke mindst frugten af at holde sandheden tæt ved mit hjerte – nemlig Guds ord. For tiden oplever jeg Gud taler meget igennem bibelen og jeg ser det blive til frugt i mit eget liv og andres. Der er kraft i hans sandhed og ord. Det er ikke altid en stor åndelig oplevelse, men det er som at drikke en virkelig god kop kaffe. Det giver mig liv og kraft til resten af dagen. Det gør at mit hjerte er blødt og tunet ind på Gud. Mit hjerte får et værn omkring sig af Guds ord og hans sandhed lever i mig i løbet af dagen. Det gør det nemmere for mig at lade ham være herre.

2.    Overgivelse

Sidste gang jeg skrev delte jeg noget fra en af mine cykelture, hvor jeg var ude i snestorm. Gud kom og forandrede mit perspektiv og det blev til et eventyr sammen med ham. Det var stadig hårdt, men Gud var sammen med mig i det og jeg blev fyldt med glæde, styrke, gåpåmod og liv. Dette er et andet sted jeg oplever at kunne passe på mit hjerte: i overgivelsen til ham. I tilliden til ham. At han har omsorg for mig og vil mig det godt. Dette er et centralt sted for mig i mit liv med Gud. Tillid og overgivelse. Det har været overskriften for mit liv igennem en del år. Først skulle jeg lære at have tillid til ham og at han vil mig det godt. Dernæst at overgive mig til ham. Det er stadig en vandring, som jeg falder i, men Gud er tålmodig og kommer kærligt og minder mig om det han har lært mig. Når der er modgang i mit liv, eller mit kød raser og vil have sin ret, eller når noget andet er blevet herre over mit hjerte og liv så er tilliden og overgivelse vigtigt. Det gør at jeg tør dele mine kampe med Gud og bede ham om at forandre mit hjerte. I tillid til at hans vej er den bedste. Det betyder ikke altid at jeg får min vilje eller at vejen ikke er hård, men det betyder at jeg går på Guds vej. En vej som er fyldt med fred, glæde, styrke, gåpåmod og liv. Den sande vej. 


3.    Gå med andre.

At vandre med andre er blevet enormt vigtigt for mig. Nogen gange kan jeg ikke selv gå eller, hvis eksempelvis frygten eller vreden er blevet herre og mit hjerte hårdt, så har jeg brug for, at kunne dele dette og be’ nogen om at gå sammen med mig. Bede sammen med mig. Jeg mødes en gang i ugen med to skønne kvinder og ber. Det har stået på i lidt over et år og jeg oplever ugentlig, hvor stor velsignelse det er at have to søstre ved min siden som jeg går med, kæmper sammen med, jubler med og hvor vi står i ansvarlighed overfor hinanden. Det er bare et af de steder jeg kan nævne, hvor det at gå sammen med nogen er til stor velsignelse og hjælp. Det er et sted, hvor Gud viser mig mit hjerte og leder mig et nyt sted hen.

For noget tid siden gav en af mine veninder mig et YouTube klip som hun ville jeg skulle se. Det handler om, hvordan man er sammen med Gud. Om det altid er mig på dagsorden eller om jeg husker også bare at spørge hvad der er i Guds hjerte. Hvad han ønsker at sige. Altså ikke altid hvad jeg vil høre – eller have svar ind i.
Det er mit næste skridt. Bare at være i nærheden af Guds hjerte og lære det bedre at kende. Er spændt på, hvor det leder mig hen. Det betyder ikke at jeg ikke kan give hvad der er i mit hjerte til Gud, men at jeg også må huske bare at lytte til min faders hjerte.

Jeg er ikke sikker på jeg ved, hvor jeg vil hen med disse ting andet end at sige til jer at jeres hjerter er vigtige for Gud og han er den bedste til at beskytte det..

Glædelig forår fra mig.  J
Af Rebekka Kjær Væggemose

Ingen kommentarer:

Send en kommentar