I en verden af
så mange mennesker, forsvinder jeg, og kæmper mig frem for at prøve at finde
min plads. Men hvorfor? Jeg har ikke forstået, at jeg er menneske og derfor
allerede har en plads.
Jeg er mig, og
jeg er vigtig. I dag i Danmark er de fleste klar over, at de er individer der
har rettigheder. Alt fortæller mig, at jeg er et individ, for jeg skal hele
tiden tage individuelle beslutninger i mit liv, om mit liv. Mennesket prøver at
realisere sig selv og skille sig ud som enkelt individ fra mængden af
individer. Min nationalitet, min familie, min uddannelse, mine evner fortæller
mig, hvem jeg er. De mennesker jeg holder af, fortæller mig, at jeg er vigtig. Den
Gud, jeg tror på, fortæller mig, at jeg er vigtig. Og det er jeg - og det er du.
Helt unik, som ingen andre og aldeles vigtig! Det beder jeg dig have i
baghovedet, når du læser det næste, jeg skriver.
Men er alle
andre ikke også individer og dermed ligeså vigtige? De har bare nogle andre
evner, en anden familie, et andet udseende.
Jeg er blevet
udfordret på det sidste af at tænke: Hvorfor er det jeg tror, at min
individualitet er noget særligt? Hvorfor er det jeg tror, at jeg er så meget
vigtigere end alle andre? Mit liv, min familie, min karriere, mit job, min uddannelse, min SU, min lejlighed, mine venner, mit land.. Mig, mig, mig. Hvorfor tror jeg, at jeg har ret til en
SU, når lille Naomi i Afrika ikke engang har ret til penge overhovedet? Hvordan
kan jeg kræve, at jeg skal have ret til det ene og andet, mens mennesker i
verden ikke har ret til det mest basale? Hvordan kan jeg tænke på mig selv, når
andre har brug for hjælp? Hvordan kan jeg i det hele taget tillade mig at tænke
nedladende om andre mennesker? Frygte dem, ophøje dem, foragte dem?
Nogle dumheder
og fejl har større konsekvenser end andre. De valg vi tager, kan være mere
eller mindre fornuftige, direkte dårlige eller gode. Nogle mennesker er klogere
end andre. Nogle er født smukkere end andre, nogle med kraftigere knogler end
andre. Men når alt det forsvinder, er vi jo bare mennesker, der står overfor
hinanden. Som den noble men gale ridder Don Quixote siger til sin væbner: ”Alle
bliver lige i graven”. Når vi dør har vi ingen maske, intet der kan dække os. Da
er vi bare et menneske.
Det er som en
familie. Mine forældre elsker mig. Men de elsker mine søskende ligeså meget,
som de elsker mig. Jeg er speciel for dem, men det er mine søskende også.
Derfor kan jeg ikke kræve af dem, at de skal elske mig mere eller værdsætte mig
højere end mine søskende. Jeg må lære, at jeg er vigtig, men at de andre også
er vigtige.
Hvis alle
faktisk forstod denne sandhed, så ville alle være lige. Man ville ikke tillade
sig at bagtale, fordømme, forkaste, svigte, være nedværdigende i det hele taget
mod andre mennesker for, de er jo ligeså vigtige som mig! Når alt kommer til
alt, hvem bestemmer så, at smukke mennesker eller kloge mennesker er bedre end
de grimme og de dumme? Den lov er ikke sand. Når alt kommer til alt, er alle
mennesker uanset omstændigheder, nationalitet, udseende osv. lige. For et
menneske er en, der er blevet født, der lever og skal dø. Og hvis alle er
mennesker, må vi jo høre under samme kategori- alle er individer, og alle
individer er noget for sig, for ingen er ens. Altså, vi er alle individer og
alle noget særligt! Måske skulle vi starte med at realisere denne sandhed? Se
på andre som ligemænd – og kvinder!
Vi er ikke bedre end nogen andre. Men vi er heller ikke dårligere end nogen
andre. Vi er lige og kan se på os selv som lige overfor andre, hvilket vil gøre
os, og alle andre, til frie mennesker.
Af Katrine Lund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar