onsdag den 13. marts 2013

Identitet


I en verden af så mange mennesker, forsvinder jeg, og kæmper mig frem for at prøve at finde min plads. Men hvorfor? Jeg har ikke forstået, at jeg er menneske og derfor allerede har en plads.

Jeg er mig, og jeg er vigtig. I dag i Danmark er de fleste klar over, at de er individer der har rettigheder. Alt fortæller mig, at jeg er et individ, for jeg skal hele tiden tage individuelle beslutninger i mit liv, om mit liv. Mennesket prøver at realisere sig selv og skille sig ud som enkelt individ fra mængden af individer. Min nationalitet, min familie, min uddannelse, mine evner fortæller mig, hvem jeg er. De mennesker jeg holder af, fortæller mig, at jeg er vigtig. Den Gud, jeg tror på, fortæller mig, at jeg er vigtig. Og det er jeg - og det er du. Helt unik, som ingen andre og aldeles vigtig! Det beder jeg dig have i baghovedet, når du læser det næste, jeg skriver.

Men er alle andre ikke også individer og dermed ligeså vigtige? De har bare nogle andre evner, en anden familie, et andet udseende.
Jeg er blevet udfordret på det sidste af at tænke: Hvorfor er det jeg tror, at min individualitet er noget særligt? Hvorfor er det jeg tror, at jeg er så meget vigtigere end alle andre? Mit liv, min familie, min karriere, mit job, min uddannelse, min SU, min lejlighed, mine venner, mit land.. Mig, mig, mig. Hvorfor tror jeg, at jeg har ret til en SU, når lille Naomi i Afrika ikke engang har ret til penge overhovedet? Hvordan kan jeg kræve, at jeg skal have ret til det ene og andet, mens mennesker i verden ikke har ret til det mest basale? Hvordan kan jeg tænke på mig selv, når andre har brug for hjælp? Hvordan kan jeg i det hele taget tillade mig at tænke nedladende om andre mennesker? Frygte dem, ophøje dem, foragte dem?

Nogle dumheder og fejl har større konsekvenser end andre. De valg vi tager, kan være mere eller mindre fornuftige, direkte dårlige eller gode. Nogle mennesker er klogere end andre. Nogle er født smukkere end andre, nogle med kraftigere knogler end andre. Men når alt det forsvinder, er vi jo bare mennesker, der står overfor hinanden. Som den noble men gale ridder Don Quixote siger til sin væbner: ”Alle bliver lige i graven”. Når vi dør har vi ingen maske, intet der kan dække os. Da er vi bare et menneske.

Det er som en familie. Mine forældre elsker mig. Men de elsker mine søskende ligeså meget, som de elsker mig. Jeg er speciel for dem, men det er mine søskende også. Derfor kan jeg ikke kræve af dem, at de skal elske mig mere eller værdsætte mig højere end mine søskende. Jeg må lære, at jeg er vigtig, men at de andre også er vigtige.

Hvis alle faktisk forstod denne sandhed, så ville alle være lige. Man ville ikke tillade sig at bagtale, fordømme, forkaste, svigte, være nedværdigende i det hele taget mod andre mennesker for, de er jo ligeså vigtige som mig! Når alt kommer til alt, hvem bestemmer så, at smukke mennesker eller kloge mennesker er bedre end de grimme og de dumme? Den lov er ikke sand. Når alt kommer til alt, er alle mennesker uanset omstændigheder, nationalitet, udseende osv. lige. For et menneske er en, der er blevet født, der lever og skal dø. Og hvis alle er mennesker, må vi jo høre under samme kategori- alle er individer, og alle individer er noget for sig, for ingen er ens. Altså, vi er alle individer og alle noget særligt! Måske skulle vi starte med at realisere denne sandhed? Se på andre som ligemænd – og kvinder! Vi er ikke bedre end nogen andre. Men vi er heller ikke dårligere end nogen andre. Vi er lige og kan se på os selv som lige overfor andre, hvilket vil gøre os, og alle andre, til frie mennesker.     

Af Katrine Lund


Ingen kommentarer:

Send en kommentar