Eva og Maria

Dagens indlæg er et afsnit fra bogen Sara's latter af Ylva Eggehorn. Køb den, læs den!

Eva og Maria
Den første og den sidste

Eva og Maria. Det er slidte portrætter, der toner frem. Som mønter berørt af utallige hænder.
Eva, den første kvinde. Hende der bryder Paradisets segl. Kvinden som den farlige, den svigefulde, den som vil have magt. Den som lader sig manipulere og manipulerer andre. Trækker alle med ned i fordærvet.
Maria, den sidste kvinde. Som lytter og siger ja. Stiller sig til rådighed. Den ideelle kvinde, den tjenende, selvopofrende. Som løfter menneskeheden ind i befrielsen.
De slags kontraster mellem de to kvindelige hovedrolleindehavere i Bibelen kender vi udenad indtil nu.
Men jeg har set en dialog mellem dem.
Jeg ser den første kvinde fødes eller skabes af manden. Hun er ikke frugten af en kærlighedsfuld fysisk forening mellem mand og kvinde. Eva har ingen historie, ingen formødre at rådføre sig med, om hvad det er at være kvinde. Hun er en separation, en udskillelse fra en for længe siden uspoleret toenighed, som blev kaldt menneske.
Manden føder en kvinde, uden en kvindes hjælp- det er Gud, som skaber her.
Med Maria spejlvendes processen. Nu føder kvinden en mand. Ud af århundredernes splittelse og undertrykkelse. Maria indvævet i historien og medvidende om den: Alle generationer kommer til at velsigne mig, siger hun. Hun har talrige formødre. Og de har alle levet i afhængighed af deres mænd, på godt og ondt. Ud af denne historie stiger en kvinde og føder en søn uden en mands hjælp -det er Gud, som skaber her.
Og som vokser kalder han sig Menneskesønnen, menneskenes barn, barnet som er et menneske.
De, som engang skrev beretningen om Maria og hendes søn ned, var givetvis ikke naive mennesker. De må have set mere af den dybe sammenhørighed mellem Eva og Maria, end vi kan overkomme i vores tid. Eva er ikke "den dårlige kvinde" og Maria "den gode kvinde" i en moraliserende beretning fra sønddagsskolen. De er en fortælling om Mennesket..... som behøver Gud for at blive hel. En langsomt fremadskridende historie, som vi alle indskrives i. Mænd og kvinder. Vi har brug for hinanden, men vi er ikke prisgivet hinanden. Vi er ikke helt og holdent "født ud af hinanden".
Et større perspektiv befrier os.