tirsdag den 30. oktober 2012

Vi må afsted

Sangen er første single på Sofia Hedias EP Hudløs. Sofia har været med fra starten i Womens Reboot og er en fantastisk sangskriver og sanger. EPen kan købes på iTunes og den kan varmt anbefales :)
Nyd den!

Har du glemt hvem du er?


Nogle gange har jeg brug for at blive mindet om, hvem jeg i virkeligheden er.
I løbet af de sidste godt to år, hvor jeg har læst jura på Århus Universitet, er jeg blevet udfordret, ikke blot på det faglige plan, men også i høj grad på det personlige. Mine to første studieår har været meget præget af usikkerhed i forhold til mine egne evner, og jeg har i løbet af de to år for første gang i mit liv måtte kæmpe med angst i forhold til at gå til eksamen.
Jeg har oplevet at stå i et spænd mellem at lade sig forme gennem et studie og selv at forme det.

Jeg oplevede særligt det første år at miste balancen. Jeg følte at jeg mistede kontrollen - at mit studie var uoverskueligt. Der var noget som tog styringen over mit liv. Min far måtte minde mig om, at jeg selv blev nødt til at tage kontrol - at jeg selv havde ansvar i mit liv! Jeg havde glemt, hvem jeg var og havde brug for at blive mindet om det.

I sommers oplevede jeg endnu en gang min angst for eksamen. Jeg oplevede ikke at jeg var nervøs pga. faglige forventninger til mig selv, eller nervøsitet i forhold til censor og eksaminator. Nej, min angst skyldtes noget inde i mig selv, som jeg først er blevet bevidst om senere - Angsten for at angsten kommer til at tage over og hæmme mig. Jeg skal øve mig i at acceptere, at angsten måske altid vil være der og lære at jeg ikke behøver at lade mig styre af den.
Jeg må huske på, hvem jeg er.

Det handler om identitet. Det handler om min identitet som jurastuderende, men endnu mere om min identitet som menneske. Jeg har haft brug for at arbejde med mig selv og min identitet og har i virkeligheden haft glemt, hvem jeg er, og hvad jeg er skabt til. Skabt til frihed i Kristus.
Min identitet er ikke bestemt af mit studie og mine præstationer. Min identitet er i Jesus. Når jeg oplever at miste balancen og føler angst, må jeg minde mig selv om, hvem jeg er i ham.

Jeg tror, at vi som mennesker, ofte glemmer hvem vi er. Vi bliver i tvivl om vores sande identitet. Og når den tvivl kommer, bliver vi ude af stand til at leve det liv som vi er skabt til at leve. Det er det der sker for mig.
Ligeså sikker, som jeg i lange perioder kan være på, hvem jeg er, og hvad min sande identitet er, ligeså hurtigt kan jeg glemme det. Derfor har jeg brug for dagligt at minde mig selv om, hvem Gud er, og hvem han siger jeg er. Jeg har brug for at iklæde mig hans sandhed for at beskytte mig selv mod angreb, for at beskytte mig mod angst og for at forsøge at forhindre at jeg mister balancen.

Til min konfirmation læste min morfar en salme højt. ”Vor tro er den forvisning på”, hedder den. Salmen er kommet til at betyde mere og mere for mig med tiden, og når jeg oplever at miste balancen, er det godt for mig at læse den og blive mindet om, hvad der er vigtigt.

Et af versene lyder:

Jeg ved, på hvem min tro er sat,
ham får man mig at unde,
hvem Gud kun holder for sin skat
skal aldrig gå til grunde.
Vel den som bygger fast på Gud,
 lad det så tumles ind og ud,
han står når alting ligger.

Det minder mig om, hvem jeg er.


Af Ann-Britt Follmann













fredag den 26. oktober 2012

Logiske Hanna

Som jeg skrev en onsdag for ikke så lang tid siden, har jeg fået en ny bibel og er gået på opdagelse i den. Det kan virkelig anbefales at give sig tid til at læse på ny.
Efter Ruths bog er jeg så gået i gang med første samuels bog. Den starter med historien om, hvordan Samuel kom til verden.
Elkana var gift med to kvinder, Peninna og Hanna. Peninna havde børn, men Hanna havde ingen. Og Hanna led under sin barnløshed. Hvert år rejste familien til templet for at ofre, og et år gik Hanna op til templet for at bede til Gud. Hun lovede ham, at hun ville give ham barnet tilbage, hvis hun bare fik et. Hun blev gravid og fødte en søn, som blev til profeten Samuel.
Det er historien kort fortalt. Det, der greb mig, er Hannas logik omkring verden. Da hun er i templet for at bede om et barn, græder hun og præsten tror, hun er fuld. Han siger noget til hende, og hun svarer ham, at hun ikke er fuld, men i nød. Hun siger sætningen: "Jeg bad, fordi jeg er ulykkelig." Hannas logik går altså på, at når hun er ulykkelig, så beder hun. Det er selve forklaringen på både bønnen og hendes opførsel.
Senere i historien er hun i templet for at aflevere sin søn til præsten, så drengen kan bo der og tjene Gud. Sammen med præsten synger hun en lovsang og den starter sådan her: "Jeg fryder mig over dig, Herre. Du har gjort mig glad." Helt enkelt. Gud har gjort hende glad og derfor fryder hun sig over ham.
Jeg elsker, hvordan følelser og Gudsforhold hænger sammen i denne historie. Ulykke er lig med at bede til Gud om hjælp. Lykke er lig med at lovprise Gud.

Men det allerbedste ved historien er lige midt mellem de to punkter. Da Hanna har fået sin søn, taler hun med sin mand om sine planer om at skulle aflevere ham til templet. Hun fortæller, at planen er at han skal bo hos hende, indtil han er vænnet fra, og så skal han til templet og bo. Elkana svarer: "Bliv du her og pas på drengen. Og må Herren hjælpe dig til at holde dit løfte." Grunden til ,at jeg elsker dette sted, er det ulige forhold mellem Gud og mennesker. Hanna har på sin vis slået en handel af med Gud: Giv mig et barn, så vil jeg give ham til din tjeneste. Så har de hver sin del af aftalen at opretholde. Og Gud giver barnet, så nu skal Hanna stå ved sin del af aftalen.
HELDIGVIS er det ikke sådan så vores løfter vejer lige så tungt som Guds. Eller at vi kan slå fair aftaler af med ham. Nej Gud er altid den store, og den kærlige, og det er helt logisk også at hente hjælp hos ham til at holde et løfte, som man gav til ham.

Så god weekend. Nyd den! Og lån eventuelt lidt af Hannas logik.
Krista Korsholm Bojesen

onsdag den 24. oktober 2012

If grace is an ocean....


Ovenstående citat er fra sangen "How he loves" af David Crowder, og er en af mine yndlings lovsange. Sætningen er intet mindre end genial! Den viser storheden i Guds kærlighed til os, der er så ufattelig stor som havets dyb.
Jeg priser mig lykkelig for at Guds nåde er større end jeg kan forestille mig, for nogen gange har jeg følelsen af at alt det dumme jeg foretager mig ikke kan tilgives...! Heldigvis mødes jeg af nåden igen og igen......og igen!

Hør sangen her: http://www.youtube.com/watch?v=2FxaUYjRtkc

God onsdag

Johanne


fredag den 19. oktober 2012

Veninder


"Venskab er én sjæl i to legemer."
- Aristoteles 

"Venskab - bare jeg ser ordet på tryk, bliver hjertet varmt."
- Augustine Bell

"Venskab er kærlighed uden vinger."
- George Gordon Byron

"Sandt venskab findes, hvor tavshed mellem to mennesker er behagelig."
- Dave Tyson Gentry

"Kærligheden er blind, venskabet lukker øjnene."
- Ukendt

"Virkeligt venskab er en plante, som vokser langsomt."
- George Washington

"En ven er noget, hjertet har brug for hele tiden."
- Henry van Dyke

"En god ven stoler på os af hele sit hjerte."
- Lin Yutang

Jeg har lige fået en kæmpe pakke. Den var fyldt med ting fra Danmark. Leverpostej, rugbrød, remulade, lakrids og alt muligt andet godt fra det danske land. Men med pakken kom også et savn. Ikke et savn efter de ting der var i! Men et savn efter mine veninder.
Derfor skal denne fredag være en hyldest til alle veninder i verden.
 Tak for jer!
Tak, at i sender Leverpostej til Israel. Tak, at i igen og igen lytter til vores hjertesorg. Tak, at i bekymrer jer, beder for og elsker! Tak, fordi i elsker vores børn. Tak, at i optager favoritserien på dvd’en. Tak, at i bager kage til fødselsdagen. Tak, for hemmelighederne vi deler. Tak, for det aflagte tøj. Tak, for opmuntringerne. Tak, for lange telefonsamtaler. Tak, for alt hvad i er i vores liv! Jeg kunne finde på flere tusinde grunde for at sige tak.
I aften siger jeg særlig tak for veninderne i mit liv.
Tak Gud at du har givet os kvinder, veninder at følges med her i livet.
Laura