lørdag den 26. oktober 2013

Spis Guds mad

Godmorgen - så er vi i gang igen! 

Her fra morgenstunden byder Sara Laadal og  Golriz Ghozati os velkommen og Helene leder dejlig lovsang, mens vi samler ind til Fødselsdagskompagniet



I Johannes evangeliet kap. 4 står der i vers 31: "Jesus sagde til dem: Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk."

At spise Guds mad er altså at gøre hans vilje. Der sker noget meget vigtigt, før vi indtager mad - det er appetitten. Man kan godt sige at livet er en stor buffet og der er rigtig mange anretninger til os. Når vi skal spise, så er det tit at Guds ret ikke lige synes, som den bedste ret. Det med at gøre Guds vilje kan være svært, og så nipper vi måske bare til det eller spiser uden at have lyst til det. Men det resulterer i, at vi får en lede ved at gøre Guds vilje, fordi det er blevet for "klamt". Eller vi nipper til det en gang hver anden måned, og så synes vi måske det smager dejligt, men det bliver ikke til mere, fordi vi ikke har styr på appetitten. 

Prøv at overveje hvornår du sidst var i en situation, hvor du reagerede på en indskydelse. Hvad motiverede dig til at reagere i den situation?




Hanne vil eventyret med Gud. Det eventyr der kan ske lige rundt om hjørnet, fordi man indtager den mad, som er Guds vilje. Der findes ikke det med at leve to liv, selvom vi tit kommer til at leve sådan. Dagligdagslivet er livet med Gud. Det er der maden fra Gud bliver indtaget og det er der mine valg bliver defineret. 

Hold op med at rationalisere med Gud. Gud er almægtig og det er ham, der åbner dørene og definerer mulighederne. Du skal turde springe ud i det. 

På et tidspunkt skulle Hanne til USA og træne Mike Breen og hans team i at kommunikere. Det føltes skræmmende, fordi det virkelig er nogle dygtige mennesker, men Gud velsignede det. Vi skal lære at sætte barrene højt, fordi med Gud er der ingen grænser. Det handler ikke om at alt hvad du rører ved, skal blive en succes. Det er ikke et tegn på at du går med Gud. Det handler om at gå med Gud - det er målet. 

Dit liv har alt hvad der skal til for at blive et eventyr med Gud. At gå med Gud handler ikke bare om at opfylde de ti bud. Det handler om at opfylde Guds vilje. 

Hannes bøn for os er at vi ikke bare nipper til Guds mad, men at vi æder!










Ingen kommentarer:

Send en kommentar