Din vandringskvinde

Så er kvindekonferencen med temaet Gå med Gud skudt i gang! Hvor er det dejligt og opmuntrende at se så mange skønne kvinder samlet på et sted.

Anne Mie Skak holdte åbningstalen. Hun lagde ud med at sige, at hun havde tre ting på sin dagsorden: 

1. En vandringskvinde – hvem er hun og hvordan definerer hun sig selv?

2. Hvad er det for en vej hun går på, og hvem bestemmer hvor hun går hen?

3. Hvordan har hun det, mens hun går der?

Anne Mie bad os om at lukke vores øjne og forestille os en vandringskvinde. Hvordan ser hun ud i dine øjne? Har hun en stav? Bærer hun på noget? Hvordan ser din vandringskvinde ud?

I Matt. 9 står der om hvordan høsten er stor, men arbejderne få. Der er 6 billioner mennesker i verden, så det er nemt at føle sig lille og være bange for at blive overset. Vores samfund i dag er enormt præget af den frygt. Frygt for at blive til ingenting. Derfor stræber vi hele tiden efter at blive til noget. At være noget eller have noget, fordi så må vi da blive set. Det skaber et pres, der kan komme indefra os selv, men også et pres udefra fra andre, der vil sætte vores dagsorden, for eksempel vores familie. Og endelig kan det også komme fra vores kultur. Er det et pres der også får lov at eksistere i vores kirker i dag?

Gud ser ikke hende vandringskvinden ud fra hvor smart hun er, hvad hun præsterer, hvor klog hun er osv. Men som hans elskede barn, som han ønsker at følges med. Ikke pga. noget hun gør. Men nogen gange er der nogen der i kirkens navn siger, at vi skal tage os sammen. Det er bare ikke nødvendigvis det Gud ønsker.

I jagten på anerkendelse kan vi miste blikket for hyrden. Nogen gange tror vi tror, at Gud kun ynkes over dem uden for kirken. Os der er i kirken - vi skal til gengæld bare tage os mere sammen, fordi vi kender jo sandheden og vejen, så det er bare om at komme i gang - ikke? Nej, Guds kærlighed og barmhjertighed gælder alle hans børn – både dem indenfor og udenfor kirken.

Men hvordan kommer vi så ud af den onde cirkel, hvor vi forsøger at skabe os selv i stedet for at have vores identitet i Gud? Der hvor disciplen Peter først rigtig oplever Guds kærlighed er der, hvor Jesus tilgiver ham efter han har fornægtet ham tre gange. I virkeligheden ser vi ofte først Guds krælighed, når vi giver op og holder op med at stræbe.

Nu ved vi hvem vandringskvinden er – hun er Guds barn. Men hvad er det for en vej hun går på og hvem bestemmer den?

Hvad er det for en vej hun går på, og hvem bestemmer hvor hun går hen?

Det der er smart, når man går sammen med Gud, som er meget visere og har det store overblik, er at så kan man lade ham styre retningen. Hvis du vil gå en god vej, så går du den vej, Gud leder dig. Gud leder os nogle gange af mærkelige stier. Men Guds høst er vigtig, og når han sætter dagsordenen, så er vi hans høstarbejder. Hvad er det så for nogle frugter Gud vil, vi skal høste? Hvorfor er det han siger, at der er meget at gøre? Det er åndens frugter vi skal høste, som der står om i Gal. 5. Det er kærlighed, glæde, fred, tålmodig, venlighed, mildhed, trofasthed og selvbeherskelse.

Man tænker ofte at høsten er mennesker. Men det er nok også mere end det. Jesus ynkes nok over vores flok eller skare, fordi der var alt for lidt kærlighed, tålmodighed, trofast osv. At gå Guds vej er at så, gøde og høste åndens frugter. Nogle gange tror vi, at det skal være meget fokuseret – at det er en bestemt nådegave, en bestemt kirke osv vi skal fokusere på, men arbejdet er stort, og det ligger lige for fødderne af os. Bare gå sammen med Jesus, så kan du høste rigets høst. Alle mennesker er på hans hjerte. 

Hold ud på vandringen

At vandre med Gud kan være fantastisk og give mening. Det behøver ikke være en tung og træls vandring. Men man kender godt billedet af en vandringskvinde, der slæber sig af sted og hele tiden skal holde pauser. Hvordan undgår man det? Hold for øje at vejen ender et godt sted. Guds vej ender altid et godt sted. Og så skal du turde tage nogle skridt: ”If you want to walk on water you have to come out of the boat”.

Vi kan godt arbejde meget med vores identitet og hvordan vores vision ser ud, men hvis vi ikke kommer afsted, ud af båden, så bliver det aldrig rigtig sjovt. Det kan skyldes frygt. Det kan også skyldes, at vores samfund er meget optaget af at være i balance. Og det er også godt at være i balance. Men det er også lidt kedeligt. Prøv at forestille dig at gå op til Paulus og sige ”Æh jeg synes du skal være lidt mere i balance”. Han ville nok bare svare ”Hvis du lige flytter dig, så har jeg lige en kirke at plante”.

Selvfølgelig skal vi passe på os selv. Og det er her din identitet bliver virkelig vigtig, for ellers kommer vi slet ikke afsted. Nogle gange skal man turde tage to skridt. For ellers bliver det for nemt at gå i stå. Det at turde gå med en ven, selvom man ikke rigtig har tid til det. Eller turde invitere naboens uvorne unger ind. Eller turde betale for nogen eller tilbyde noget, selvom det er upassende – fx. generøs gavmildhed. Eller turde gå med den indskydelse man får. Turde sige sit job op. Bryde op, fordi Gud kalder til noget større. Gud ejer hele verden og han er kreativ og han er spændende at gå med.

Efter denne tale om din vandringskvinde, citerede Anne Mie en sang af David Welander fra hjemlandstoner, der hedder "Jeg har vandret med Jesus i mørke og lys". Hovedessensen af sangen er at Jesus er trofast i dag som i går. 

Både før og efter talen ledte Arvid Asmussen og band os i lovsang til Gud. Her får I en af hans lovsange, som vi sang i aften, så selvom du måske sidder langt væk, kan du lovsynge sammen med os :)