onsdag den 9. oktober 2013

Couchsurfing! - en åben hoveddør kan åbne en hjertedør

Tænk hvis man blot ved at tilbyde en seng og noget morgenmad i en hyggelig atmosfære kan give en anden kvinde oplevelsen af, at hun er velkommen – ikke blot hos dig, men i kirken og i Guds udvidede familie? 
Af Louise Nisgaard 


Louise Nisgaard er psykolog på Børnepsykologisk Center i Aarhus
samt ekstern lektor i psykologi ved Syddansk Universitet. 

Couchsurfing er en helt praktisk måde at velsigne en anden kvinde på ved at byde hende indenfor i dit hjem og tilbyde en sofa/seng og lidt morgenmad. Til kvindekonferencen vil mange kvinder have behov for et sted at sove, og en åben hoveddør kan velsigne mere end vi lige tror. Et åbent hjem har potentiale til at åbne hjertedøre, fordi det (om end kun i lille grad) nærer et af de mest grundlæggende behov vi har som menneske; nemlig behovet for at høre til. Hvis vi oplever at være velkomne og høre til under kvindekonferencen deltager vi meget mere frimodigt både i undervisningen, lovsangen og i det sociale rum.

Ved sidste kvindekonference havde jeg en kvinde boende. Jeg kendte hende ikke på forhånd men glædede mig til at byde hende velkommen. Jeg havde købt lidt lækkert og skrevet et kort som jeg lagde på sengen, hvor hun skulle sove. Næste morgen spiste vi morgenmad sammen og kørte derefter sammen til konferencen. Det var meget enkelt og jeg oplevede selv at blive velsignet.

Mit håb er, at couchsurfingen ikke kun vil være en praktisk hjælp, men også en mulighed for at en kvinde kan føle at hun ”hører til” og derved vover at åbne sit hjerte en smule mere for Gud og andre kvinder. Hvis du overvejer at tilbyde en seng til en anden kvinde under konferencen så vil jeg sige til dig, at couchsurfing er meget enkelt. Det kræver kun en ekstra seng, lidt morgenmad og et åbent hjerte. Måske vil din åbne hoveddør åbne en anden kvindes hjerte – bare en smule mere.


Hvis du ikke har tilmeldt dig endnu, kan du, når du tilmelder dig, krydse af om du ønsker overnatning eller tilbyder overnatning. Hvis du har tilmeldt dig, og først nu har opdaget muligheden for couchsurfing, så kan du skrive til wr@danskoase.dk. 

TILMELD DIG HER!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar