Hans trofasthed varer til evig tid

 Hej alle sammen.

Så er januar forbi og februar startet. Et nyt år er gået i gang, hvor vi alle sikkert har tanker, forventninger og drømme om, hvad dette nye år skal rumme. Der er gået en måneds tid af det nye år og for mit vedkommende har januar været en meget hård og træls måned. Den har været fuld af nederlag, forventningsbrud og drømme som jeg pludselig kunne se smuldre ud mellem fingerne på mig.

Som situationen er lige nu oplever jeg en daglig kamp for ikke at leve i frygt og ikke at være trist.

Igår fik jeg disse ord fra Gud: Du lader min lampe lyse Herre, min Gud spreder lys i mit mørke. Ved din hjælp stormer jeg volde, ved min Guds hjælp springer jeg over mure. (Salme 18, 29-30)

Dette er ikke en en gangs situation. Januar har nemlig også været noget helt andet. Januar har været en måned, hvor Gud på en særlig måde har taget mig under hans vinge. Hvor han som min krigsherre hjælper mig med at storme de volde jeg står overfor og spring over de mure, som synes for høje. Hvor han som min far trøster mig og fortæller mig at jeg er hos ham og han vil sørge for mit hjerte. En måned, hvor han har forberedt mig på en hård tid, men hvor han samtidig taler sejr. Hans sejr over mit liv.

Jeg har taget et valg i denne måned. Jeg vil også i denne kamp gå Guds vej. Jeg kunne sagtens vælge at se på denne måned som intet andet en kamp, frustration og brudte forventninger og lade mig fylde af det. Men Gud giver mig sit perspektiv, som fylder mig med glæde og mod. Det giver mig lyst til at trække mit sværd og løbe imod den drage, som står foran mig. Kæmpe imod den som i et eventyr. Og årsagen til dette mod er ikke andet end, at jeg ved, at Gud løber med mig. (Salme 18 er en helt fantastisk salme om, hvordan Gud besejre vores fjender. Hvordan han er skjold for dem som søger ham.)

Som jeg før har nævnt cykler jeg en del og i starten af januar viste Gud mig noget om ham. Jeg var ude at cykle i sne, blæst og kulde. Jeg var nået til omkring Beder, hvor jeg nævner for Gud at det godt nok er noget vildt vejr og jeg var en smule usikker. Og foran mig har jeg 18 km. Gud kommer meget tydeligt til mig og siger: ja. Men se hvad der sker når du giver det til mig. Og pludselig blev det et eventyr, hvor jeg var i gang med at kæmpe. Jeg brugte mine muskler og var nød til at knokle for at holde varmen. Sneen fløj i mine øjne og jeg havde modvind hele vejen. Jeg følte mig som en helt i en film og jeg begyndte at smile. Det blev til den mest fantastiske tur fordi Gud var med i det. Ikke fordi kampen blev mindre hård eller fordi sneen forsvandt, men fordi Gud var mig nær med sit perspektiv, styrke og omsorg. Fordi jeg gav min tur til ham.

To dage efter starter de kampe jeg før nævnte og i løbet af et par dage gik det op for mig, hvad Gud havde vist mig på min cykeltur. Han havde forberedt mig på modgang og kamp. Men han havde også vist mig vejen frem. Jeg må lægge hver dag over til ham og be ham om at forandre mit hjerte. Give ham min frygt og tristhed. Nogen gange er jeg nød til at gøre det flere gange om dagen. Men Gud er så uendelig trofast i det.

Mine kampe er små i forhold til så meget andet og jeg ved disse ord kan være provokerende, men jeg håber alligevel det kan tale liv til jer. Dette er hvad Gud ligger mig på hjerte: At i skal vide at han er trofast. I betyder alt for ham...

Tak Herren for han er god, hans trofasthed varer til evig tid (Salme 136,1)

Af Rebekka Væggemose