onsdag den 20. februar 2013

Fejltagelser

Anne Storgaard skriver på sin egen blog "Betragtninger" om tankestrømme, kaffe, ord og meget mere. Womens Reboot har fået tilladelse til at dele et af hendes indlæg fra Januar, om at turde fejle. Anne skriver det i forbindelse med tankerne om nytårsfortsætter for 2013. Læs med her og kig endelig forbi hendes egen blog.

Anne skriver:

Det lyder måske som overskriften på noget negativt, deprimerende og "glasset-er-halvt-tomt"-agtigt. Jeg håber, at det modsatte er sandt, og at det i stedet vil bringe masser af godt med sig!
I løbet af de første to uger af det nye år, har jeg fortalt til alle dem, som har gidet lytte, at et af mine nytårsfortsætter for 2013 er at turde fejle med de ting, jeg kaster mig ud i.
Vi vil jo gerne have, at alting ser perfekt ud. Vi vil så gerne være succesfulde, og vi vil så gerne have ros. Jeg vil i hvert fald. Og jeg frygter nederlag. Særligt de offentlige af slagsen. Jeg har ikke særlig meget lyst til, at folk ser, hvor fejlbarligt og rodet mit liv nogle gange kan være.
Det har ind imellem ført til decideret handlingslammelse for mit vedkommende, hvor jeg ikke har haft mod til at prøve kræfter med de ting, jeg går og drømmer om.
Det sidste halve år i min praktik her i Canada har handlet meget om sårbarhed og magtesløshed, og om hvordan Gud netop bruger det til at åbenbare sig selv og til at gøre gode ting i os og gennem os.
Jeg tror, at jeg nu er på vej ind i en sæson, hvor det er tid til at turde fejle.
Bum.
Tro mig, det er med al mulig modvilje og bæven fra min side af. Jeg mener, hvem gider lide nederlag? Ingen. Men måske er nederlag og fejltagelser ikke så farlige, definitive og skræmmende, som vi - jeg - tror. Måske kan jeg tage mig selv lidt mindre seriøst og prøve nogle ting af uden kæmpe forventninger til, hvad det skal bringe af udbytte, frugt og anerkendelse. Måske behøver jeg ikke være så selvhøjtidelig, som jeg ind imellem kan være. Måske skal jeg turde være i beta! (Læs denne meget interessante blog fra Borgerlyst)
Om under 3 uger lander jeg i Danmark, og det er igen et nyt kapitel i mit liv. Jeg glæder mig, og jeg har masser af planer, plus et par større projekter, jeg glæder mig til at give mig i kast med.
Normalt ville jeg allerede nu have en masse forventninger og tanker om, hvad det skal bringe med sig, men jeg har bevidst valgt at have åbne hænder og bare vente og se, hvad der sker. Jeg forventer, at tingene nok ikke bliver, som jeg tror, og at noget måske endda ender som totale flops.
Men det er okay. Det øver jeg mig i hvert fald i at sige til mig selv.

Af Anne Storgaard

Ingen kommentarer:

Send en kommentar