Den udfordring som jeg brugte 2012 på at lære, var at acceptere virkeligheden. Ikke at drømme mig til noget andet og forsøge at snige mig uden om de sandheder livet bød på - men bare acceptere tingene som de ser ud.
Måske er det bare en af voksenlivets sandheder man skal lære?...
Kort før nytåret 2012, blev jeg konfronteret med en af de udfordringer jeg har skullet accepteret at leve med i 2012. En mulighed bød sig for at ses med en god ven jeg ikke ser ret ofte. Vores hverdag er langt fra hinanden - både geografisk og indholdsmæssigt. Men til trods for det, er der alligevel noget ved venskabet som gør det værd at kæmpe for.
Hvis det stod til mig, så betingelserne for venskabet anderledes ud. For tænkt hvis vores bopæle gjorde det nemme at ses oftere? Sådan lige at kunne mødes over en kop kaffe og vende verdenssituationen....? (Det er ikke det samme som at drikke kaffe overs Skype!) Jeg har været god til at give min ven skylden for at vores venskabs betingelser ser så håbløse ud(!), og håbede i lang tid på, at det bare var en periode som nok skulle ændre sig med tiden.
Men ak! 2012 har lært mig at acceptere betingelserne for at kunne være i det venskab.Vi vil aldrig bare kunne mødes med kort varsel! Aldrig drikke kaffe en onsdag eftermiddag....eller være med til hinandens fødselsdage....!
(Aldrig er et stærkt ord - men så skal alt da ændre sig hvis det skal være anderledes!)
Til gengæld vil jeg altid have en ven som oprigtigt interesserer sig for mig og mit liv når vi ses. Det er aldrig kedeligt når vi ses, og hvert øjeblik bliver nydt!
I kampen for et venskab, kan man være nød til at give slip på noget af en drøm. For mit vedkommende - drømmen om en ven der ikke boede ret langt væk:) Men med accepten af at virkeligheden ser anderledes ud, vil jeg slutte med dette:
"Jo mere du giver, jo mere vil du få".....
Venlig hilsen
Johanne Frisgård
Ingen kommentarer:
Send en kommentar