mandag den 24. december 2012

Det er jul!

I dag er det juleaftensdag. Vi har allerede været til dejlig julegudstjeneste med improviseret krybbespil, som næsten var ved at gå galt, da kroværten kom til at byde Josef og Maria indenfor. Men de endte i stalden og fik besøg af hyrder og vise mænd.
Julen er en dejlig tid, hvor vi fejrer, at Jesus kom til verden. Det er selve essensen af julen, men den kan tit blive væk i juleræs og et glansbillede af perfekte tilstande. Og sådan er vores hverdag bare slet ikke altid. Gad vide hvor mange af jer, der også har været på julebesøg på kirkegården for at se til en elskedes grav. Hvor mange mon der savner i julen, eller ønsker at deres situation var anderledes end den er.
For min del så har jeg en fantastisk jul med familien samlet og mange gode planer. Men jeg bærer også en julesorg med mig, fordi jeg indenfor det sidste halvandet år to gange har båret små børn i maven og mistet dem. Sådan en dag som i dag, står sorgen også klart i mig, fordi jeg savner dem og havde glædet mig til at holde jul med dem.
Julens perfekte glansbillede bliver aldrig rigtig en realitet i vores uperfekte liv.
Og lige netop derfor er det så fantastisk at holde jul! For som præsten sagde i dag i kirken, så siger englen, at barnet kommer med fred. Fred giver nemlig kun mening, hvis vi er i krig eller ufred. Og denne ufred i vores liv af uperfekte ting, brudte relationer, tab og sorg er julen svaret på. Jesus kom for at give håbet ind i det hele og give os et glædelig budskab!


Jeg håber, at I alle har en fantastisk jul uden sorg og smerte, men til alle os andre, så lad os synge med på Grundtvigs dejlige og ikke mindst ærlige julesalme: 
O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal, som en barnemoders vé,
vor smerte sødt bortvugges!
Vor fader i himlen! lad det ske!
lad julesorgen slukkes!
Glædelig jul til jer alle! 
Krista Korsholm Bojesen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar