fredag den 23. november 2012

Om at tanke op af det gode


I sensommeren var Johanne Frisgård og jeg afsted på kvindekonferencen Forvandling i København. En weekend tæt pakket med undervisning, kvinder og lovsang. Hver gang man skulle gennem en dør, stod en gentleman og åbnede og lukkede for en! Der var gratis massage og gaver.
Da konferencen sluttede blev vi alle mødt af gentlemen med candyfloss, til os, som på-gensyn-gave. Det var faktisk ret luksuriøst og lækkert at være afsted.
Alligevel var det de ting, der ikke var helt rare, der sad fast bagefter. Der hvor taleren havde ramt et ømt punkt hos mig, og hvor jeg følte mig truffet. Særligt en enkelt sætning kom til at præge tiden efter konferencen. Charlotte Gambil sagde: ”Vi skal ikke undervurdere kraften af det vi fylder os med. Nogle af jer herinde har mistet visdommen, fordi I er holdt op med at putte den ind.”
Charlotte er et bekendtskab i sig selv. En dreven, smuk, entusiastisk kvinde, der har en meget skinger stemme og som taler super hurtigt på engelsk:) Hun leder en stor kirke sammen med sin mand, og kører kvindekonferencer i England på 10’ende år nu. Et powerhouse af en kvinde, som taler med så meget kraft, at man næsten kan blive træt.
Men den sætning hun sagde der, kom til at forvandle noget i mit liv. Visdommen og det gode glider lige så stille ud af os, hvis vi ikke sørger for at fylde op. Hvis vi ikke fodrer os selv med det gode, så forsvinder det.
Inden vi tog fra konferencen købte vi undervisningen på et usb-stik. Da jeg kom hjem blev det lagt direkte ind på computeren og over på min iphone. Så hver morgen startede dagen med at gå tur med hunden og høre taler. En nem og let måde at få undervisning og forkyndelse ind i hverdagen. Et vitamintilskud til mit andagtsliv. Jeg kan alle talerne udenad nu, og er gået i gang med podcast med prædikener og undervisning i stedet. 
De sidste par gange jeg har skrevet, har jeg fortalt om, hvad jeg fandt og opdagede i min bibel. Det udsprang også af en af talerne jeg hørte, som opfordrede til at lede efter de gode historier. Jeg citerer pludselig ting fra talerne i klyngen og blandt venner. Samtidig opmuntrer det mig i arbejdet med Womens Reboot. Fokus på at få optaget den undervisning vi arrangerer, så den er tilgængelig for, dem der ikke kan komme til arrangementet osv. På Dansk Oases hjemmeside kan du finde masser af spændende taler og seminarer om alt muligt. Måske er det mens du lægger vasketøj sammen, at det ville være et tidspunkt at høre lidt godt på?



Hvordan ser det ud med din beholder af visdom? Får du fyldt på? Og er du klar over hvor fantastisk dejligt det er at få fyldt op med spændende og relevant undervisning?

Ha en rigtig dejlig weekend!
Krista Korsholm Bojesen


Ingen kommentarer:

Send en kommentar