Har du glemt hvem du er?

Nogle gange har jeg brug for at blive mindet om, hvem jeg i virkeligheden er.

I løbet af de sidste godt to år, hvor jeg har læst jura på Århus Universitet, er jeg blevet udfordret, ikke blot på det faglige plan, men også i høj grad på det personlige. Mine to første studieår har været meget præget af usikkerhed i forhold til mine egne evner, og jeg har i løbet af de to år for første gang i mit liv måtte kæmpe med angst i forhold til at gå til eksamen.

Jeg har oplevet at stå i et spænd mellem at lade sig forme gennem et studie og selv at forme det.

Jeg oplevede særligt det første år at miste balancen. Jeg følte at jeg mistede kontrollen - at mit studie var uoverskueligt. Der var noget som tog styringen over mit liv. Min far måtte minde mig om, at jeg selv blev nødt til at tage kontrol - at jeg selv havde ansvar i mit liv! Jeg havde glemt, hvem jeg var og havde brug for at blive mindet om det.

I sommers oplevede jeg endnu en gang min angst for eksamen. Jeg oplevede ikke at jeg var nervøs pga. faglige forventninger til mig selv, eller nervøsitet i forhold til censor og eksaminator. Nej, min angst skyldtes noget inde i mig selv, som jeg først er blevet bevidst om senere - Angsten for at angsten kommer til at tage over og hæmme mig. Jeg skal øve mig i at acceptere, at angsten måske altid vil være der og lære at jeg ikke behøver at lade mig styre af den.

Jeg må huske på, hvem jeg er.

Det handler om identitet. Det handler om min identitet som jurastuderende, men endnu mere om min identitet som menneske. Jeg har haft brug for at arbejde med mig selv og min identitet og har i virkeligheden haft glemt, hvem jeg er, og hvad jeg er skabt til. Skabt til frihed i Kristus.

Min identitet er ikke bestemt af mit studie og mine præstationer. Min identitet er i Jesus. Når jeg oplever at miste balancen og føler angst, må jeg minde mig selv om, hvem jeg er i ham.

Jeg tror, at vi som mennesker, ofte glemmer hvem vi er. Vi bliver i tvivl om vores sande identitet. Og når den tvivl kommer, bliver vi ude af stand til at leve det liv som vi er skabt til at leve. Det er det der sker for mig.
Ligeså sikker, som jeg i lange perioder kan være på, hvem jeg er, og hvad min sande identitet er, ligeså hurtigt kan jeg glemme det. Derfor har jeg brug for dagligt at minde mig selv om, hvem Gud er, og hvem han siger jeg er. Jeg har brug for at iklæde mig hans sandhed for at beskytte mig selv mod angreb, for at beskytte mig mod angst og for at forsøge at forhindre at jeg mister balancen.

Til min konfirmation læste min morfar en salme højt. ”Vor tro er den forvisning på”, hedder den. Salmen er kommet til at betyde mere og mere for mig med tiden, og når jeg oplever at miste balancen, er det godt for mig at læse den og blive mindet om, hvad der er vigtigt.

Et af versene lyder:

Jeg ved, på hvem min tro er sat,

ham får man mig at unde,

hvem Gud kun holder for sin skat

skal aldrig gå til grunde.

Vel den som bygger fast på Gud,

 lad det så tumles ind og ud,

han står når alting ligger.

Det minder mig om, hvem jeg er.

Af Ann-Britt Follmann